Maik Jensen - Forfatter
Forside | Forfatteren | Romaner | Udgivelser | Noveller | Essay

Åndehuset på Koh Samet

Novelle fra Thailand



Allerede tidlig i gymnasietiden var Jonas godt træt af alt der havde med skolearbejde at gøre. Selvom han ikke var en af klassens åndsamøber, så tilhørte han heller ikke eliten. Derfor var han nødt til at gøre en ekstra stor indsats for at opnå bare hæderlige resultater. Ofte følte han at hele livet var blevet til skolearbejde. Det var nemlig vigtigt at få en uddannelse. Det sagde hans forældre i al fald. Så mon ikke det var rigtigt.

Alligevel følte Jonas han havde mistet sin frihed og at den var blevet erstattet af regler som skulle lystres. Det hele drejede sig om karakterer og eksamener som skulle bestås. Derfor havde han, straks efter han havde fået huen på hovedet, lyst til at prøve noget andet end at studere. Han havde brug for et sabbatår. Mest af alt ønskede han at tage ud og rejse så han kunne smage på andre sider af tilværelsen end dem han oplevede i bøger og på computerskærme.

En ting var imidlertid hvad Jonas var stemt for, noget helte andet var hvad hans mor og far mente. I adskillige år havde flertallet af Christiansborgs politikere postuleret at det var vigtigt hurtigt at blive færdig med sin uddannelse. Ikke noget med at udskyde dimittenddatoen, sabbatår var spild af tid. Og politikerne vidste trods alt bedst, det sagde forældrene i al fald. Derfor fortsatte Jonas på universitetet - allerede straks efter endt sommerferie.

Studierne gik da også som man kunne forvente under forudsætninger som disse. De hang Jonas langt ud af halsen, og han var helt umotiveret når han mødte til forelæsningerne. Selvom de fleste af døgnets vågne timer gik med at læse og studere, og han næsten ingen tid brugte på fornøjelser, fik han kun beskedne karakterer. Faktisk var det mest af alt held, der forårsagede, han bestod grunduddannelsen.

Overbygningsuddannelsen orkede Jonas slet ikke at spekulere på. Denne gang var der intet, absolut intet - eller nogen som helst, der kunne få ham til at ændre mening. Forældrene forsøgte at overtale ham. Det var fremtiden det drejede sig om, hævdede de. Du er fortabt uden din uddannelse! Men intet hjalp. For første gang i sit liv havde Jonas taget en selvstændig beslutning. Det var tid til at prøve noget andet end at studere.

Og det var fortsat rejselyst som var drivkraften. Ud og opleve eventyr. På egen hånd. Han ville af sted alene. Også der protesterede mor og far. Noget sådant var alt for farligt. Men Jonas var færdig med at lytte til forældrene, det havde han gjort hele sit liv, nu var det slut.

Hidtil havde Jonas største eventyr været en charterferie med forældrene til den sydthailandske ø Phuket. Denne gang skulle turen være endnu mere eventyrlig. Thailand var et vidunderligt rejseland, og han havde stor lyst til at tage der til igen, men denne gang ville han besøge den centrale del af landet. Og han skulle opleve den frihed det var at rejse alene. Han havde brug for at prøve at stå på egne ben.

Før Jonas kunne tage af sted, havde han brug for penge. Mor og far ville ikke hjælpe med at finansiere fjollerierne. Så Jonas måtte have et arbejde. Eneste job han var i stand til at skaffe, var inden for rengøring. Heller ikke det var specielt morsomt, men det gav i det mindste en større indtægt end studierne. Og så gav det ham også den fritid han havde brug for til at planlægge sit eventyr.

Endelig, efter 8 lange måneders dødssygt arbejde, var Jonas klar til at tage af sted. I første omgang havde han fået tre måneders visa med mulighed for forlængelse. Så måtte tiden vise om det var passende. Turen begyndte i den thailandske hovedstad, Bangkok - eller Englenes By som thaierne selv kaldte staden. Der hyrede han et lille hummer i et pensionat nær Khao San Road, samlingsstedet for alle rygsækrejsende.

Allerede den første dag i Bangkok slog det Jonas, hvor stor betydning den åndelige side af tilværelsen havde for thaierne. Ikke alene var storbyen fyldt med overdådige templer. Men næsten overalt fandtes der også halvreligiøse monumenter og alterer samt træer som thaierne ikke kun tilbad med også overdyngede med blomsterkranse, røgelse og meget andet.

Efter fem dage i den thailandske hovedstad rejste Jonas videre. Han var så småt ved at have vænnet sig til tidsforskellen og den overvældende varme. Næste stop på rejsen var Pattaya som lå cirka halvanden hundrede kilometer sydsydøst for Bangkok.

Pattaya havde ry for at være virkelighedens Sin City samt vor tids svar på Sodoma og Gomorra. Og med byens mange barer og letlevende damer havde Jonas ikke svært ved at forstå hvorfor den havde fået dette renomme. Men samtidig kunne han ikke lade være med at forundres over åndernes store magt i byerne. Hver eneste restauration, hver eneste bar han besøgte, havde et alter. Og når pigerne mødte på arbejde, var noget af det første, de gjorde, at hilse på etablissementets åndelige beskytter. Dertil udførte pigerne adskillige uforståelige ritualer og gav gaver til ånder som, de mente, boede i træer og forskellige monumenter rundt omkring i byen.

Jonas nød sit ophold i Pattaya. Her havde han oplevelser han aldrig nogensinde ville fortælle sine forældre om. Alligevel varede opholdet i Sin City kun i tre dage. Og det var ikke udelukkende fordi det var bedst for hans sjæl at komme væk fra lasternes hovedstad nummer et. Det kunne heller ikke benægtes at de mange fristelser hævede hans forbrug til et højere niveau, end budgettet tillod.

Turen fortsatte langs den thailandske sydøstkyst. Næste stop på rejsen blev den drageformede ø, Koh Samet, hvor han lejede en lille, ussel - men billig - hytte uden nogen former for luksus. Selvom øen blot lå omkring tre timeres kørsel og sejlads fra Pattaya var der verdener til forskel på de to steder. På Koh Samet var der enkelte barer og strandrestauranter men ikke på nogen måde et vildt og hektisk natteliv, som det han havde oplevet i Gomorra. Til gengæld havde øen en smuk og fascinerende natur samt adskillige vidunderlige, kridthvide sandstrande med klart, funklende badevand. Mest af alt mindede øen om det Thailand som hidtil kun havde eksisteret i Jonas' drømme. Det var et sted som dette han på forhånd havde ønsket at møde.

Inden længe havde Jonas knyttet venskaber til flere af de øvrige tilstedeværende på Koh Samet. De fleste af hans nye venner var rygsæksrejsende ganske som ham selv. Men han lærte også flere thaier at kende. Især én af disse fik han et varmt og nært venskab til. Hans navn var Puan. Oprindelig kom Puan fra Rayong på fastlandet, og i det daglige arbejdede han i en af øens 7-Eleven butikker.

Af Puan lærte Jonas om den thailandske folklore og åndetro. Puan fortalte, at thaier mente, at alt i naturen var besjælet og det var vigtigt at stå på god fod med disse ånder. Behandlede man ikke ånderne med respekt og gav dem hvad de fortjente, ville det komme en til skade siden hen. Byggede man et nyt hus, var det for eksempel vigtigt man i tilknytning til huset også opførte et san pra phoom - et åndehus. I dette åndehus skulle man hver dag huske at stille mad, drikkevarer og gaver til husets og grundens beskytter. Gjorde man ikke det, ville man miste lykken og blive ramt af ulykker fra det hinsides.

Fra Puan hørte Jonas i det hele taget mange farverige historier fra grænselandet mellem vores verden og den skjulte virkelighed, og han syntes det var sjovt at lytte til dem. Men - og det var et meget stort men - han troede ikke på historierne. Ikke det fjerneste og ikke en eneste af dem. For Jonas var det simpelthen umuligt at tro på sådan en gang ammestuesnak. Thaierne skulle have lov til at tro på ånderne, men for Jonas tilhørte de overtroens verden. Sådan var det i dag, og sådan ville det blive ved med at være. For han var heldigvis vokset op i et oplyst samfund som havde lagt tidligere tiders overtro bag sig.

*
Det var efterhånden to-tre uger siden Jonas var ankommet til Koh Samet, og han nød fortsat opholdet. Enkelte gange havde han ganske vist overvejet at rejse videre, men havde hver gang udskudt afrejsen til et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Det hastede ikke med at komme væk her fra. Her på den eventyrlige drømmeø, Koh Samet, havde han det jo godt.

Med til at gøre opholdet behageligt var de lune aftener med socialt samvær. En af disse aftener sad Jonas sammen med flere af sine nye venner omkring et bål på stranden under kokospalmerne og hyggede sig. De havde drukket et par øl, og en flaske af noget lokalt sprut gik rundt. Det smagte modbydeligt, men det var der ingen som indrømmede, for det var med til at holde humøret oppe.

En af de tilstedeværende spillede på guitar, og alle øvrige skrålede, efter bedste formåen, med på sangene hvad enten de kendte dem eller ej. Også det lød modbydeligt, og det var der heller ingen som indrømmede, for også det var med til at holde humøret højt.

Efterhånden havde alle opnået forskellige stader af beruselse. Og det var ikke alene de stærke dråber som var årsag til rusen. Det var hele atmosfæren. Det var som at være et sted der befandt sig cirka midt imellem himmeriget og nirvana. At være her var noget ganske andet end studiet og de mange triste timer foran bøgerne. Og det var i særdeleshed noget ganske andet end at udføre et dødssygt rengøringsjob. At sidde her var det han - uden at vide det - havde efterstræbt hele livet. En kosmisk overdosis af lykke.

*
Ikke en vind rørte sig. Mellem sangene hørtes havets sagte dønninger når vandet stille skyllede op på stranden. Alt var fredfyldt. Som befandt Jonas sig i glædernes lystgård.

I netop dette sekund gik en svag smerte gennem Jonas' ene overarm. Som blev han revet af katteklør. Samtidigt registrerede bevidstheden en susen tæt ved den ene øreflip efterfulgt af et bump i sandet lige ved siden af ham. Han nåede slet ikke at sanse hvad der skete, og det tog nogle øjeblikke før han fattede det. En kokosnød havde løsnet sig fra palmekronen over selskabet og dumpet ned lige ved siden af ham.

Først kiggede Jonas på overarmen. Den havde fået en lille, ubetydelig rift. Derefter kiggede han på kokosnødden. Den var ganske stor. Til sidst kiggede han op mod palmekronen. Den befandt sig mindst ti meter over ham. Nøden var uden tvivl faldet med ganske stor fart - og kraft. Og havde Jonas siddet blot en enkelt eller to decimeter til venstre, havde den ramt ham oven i hovedet. Hvad der så var sket, kunne han - levende - forestille sig.

Der gik yderligere et moment, et af de korte, før de øvrige tilstedeværende forstod hvad der var sket. Musik og skråleri ophørte fra det ene øjeblik til det næste. Total stilhed. Derefter undslap en dæmpet latter flere af kammeraternes munde. Men der var ikke tale om en løssluppen eller hjertelig latter. Det var en sådan latter der lød fra forskrækkede mennesker det netop var gået op for at livet var særdeles skrøbeligt og det kunne slukkes når som helst. Og hvor som helst.

Der var dog ingen af de tilstedeværende thaier som grinte. For en gang skyld var der ikke engang en eneste af dem der smilte. Slet ikke Puan. Tværtimod, vennens ansigtsudtryk var særdeles alvorligt. Som deltog han i et begravelsesoptog. Et par minutter senere henvendte han sig til Jonas og sagde: "Kan du se det åndehus der ovre?"

Jonas kiggede i retningen hans thailandske kammerat pegede. Ikke langt fra det sted de sad, foran indgangen til en restaurant, stod der ganske rigtigt et åndehus. Og det var et af de overdådige af slagsene. Det var rødt, hvidt og guldfarvet med et tag i flere lag. Mest af alt mindede det om et luksuriøst tempel i dukkehusstørrelse. Dets popularitet var uomtvistelig, på og omkring det stod der adskillige gaver.

"Ja," svarede Jonas nærmest fraværende og nikkede. Hvad åndehuset havde med sagen at gøre, fattede han ikke.

"Ånden, der bor i det hus, er meget kraftfuld," fortsatte Puan. "Du er vel klar over det var den som beskyttede dig? Havde den ikke været der, var det gået galt. Så havde du fået kokosnødden lige i skallen."

Igen nikkede Jonas. Munden holdt han dog lukket. Og hovedbevægelsen blev udført uden nogen stor entusiasme. Den blev alene foretaget af pligt - på ingen måde af overbevisning. For selvfølgelig troede han ikke det fjerneste på sådan en gang sludder. Kun overtroiske folkefærd som thaier troede på ånder og åndehuse. Sandsynligvis kunne man endda bilde den slags mennesker ind at smølferne virkelig eksisterede - og at de boede til leje på dronningens slot i Danmark.

"Men intet i tilværelsen er gratis," lød det uanfægtet fra Puan. Han valgte tilsyneladende helt at ignorere Jonas' manglende entusiasme. "Du kan godt vente til i morgen. Men på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen i morgen er du nødt til at sige tak. Det gør du ved at bringe gaver til åndehuset. Gaverne kan bestå af mad, drikkelse, røgelse eller blomsterkranse. I betragtning af hvor stor en tjeneste ånden har gjort dig, vil jeg mene du skal bringe det hele."

"Det skal jeg nok," svarede Jonas, fortsat uden entusiasme. Der var ingen grund til at sige noget om hvad han virkelig mente om fjogede åndehuse. Når man var i et fremmed land, var det bedre at tale lokalbefolkningen efter munden. For den skade, ånder ikke kunne forvolde, kunne til gengæld forvoldes af mennesker.

"Jeg mener det!"

"Ja, ja. Det gør jeg også."

Puan så Jonas ret ind i øjnene. Efter et øjeblik rystede han opgivende på hovedet og trak på skuldrene. "Du har fortsat meget at lære."

Derefter stilhed, ingen af de tilstedeværende sagde noget, kun havets dæmpede skvulpen hørtes. Festen var forbi. Selvom der ikke var sket noget, var intet som før kokosnødden forlod palmekronen. Den muntre stemning var forsvundet. En trykket atmosfære havde sneget sig ind over selskabet. Ingen havde længere lyst til at drikke, og slet ingen havde lyst til sang og musik. Ganske hurtigt begyndte alle i hurtig rækkefølge at bryde op. En kom i tanke om at han skulle et eller andet vigtigt, og en anden kom i tanke om at hun skulle tidligt op næste morgen. Men de fleste gav slet ingen begrundelse, de rejste sig blot op og sagde: "Godnat." Blandt disse var Jonas selv.

*
Da Jonas vågnede næste morgen, var det med lidt uforklarligt uro i maven. Han havde en følelse af at der var et eller andet han burde gøre. Hvad det var, havde han imidlertid svært ved at komme på. Den foregående aftens foruroligende begivenhed stod lidt sløret i bevidstheden. Måske han havde fortrængt den?

Det var først ud på eftermiddagen da Jonas gik tur langs stranden og kom forbi åndehuset han kom i tanke om sin thailandske kammerats velmente råd. Jonas trak på smilebåndet. Det var godt han var opvokset i et samfund hvor den form for overtro for længst var gået på pension. Derefter gik han videre uden at tænke mere over det.

Dag blev til aften, og aften blev til nat. Det var der ikke noget usædvanligt i, men Jonas sov uroligt denne nat. Da han gik til køjs, havde han det ellers fint, og han havde ingen problemer med at falde i søvn. Men i nattens løb vågnede han adskillige gange og hver gang han vågnede, havde han fået det dårligere og dårligere. I første omgang begyndte han at få ondt i halsen. Siden blev den dårlige hals assisteret af en trykken på pandebrasken og en langsomt tiltagende feber. Efterhånden eskalerede utilpasheden i en sådan grad at da lyset brød frem den efterfølgende morgen, føltes kroppen tung som røven på en gravid elefant på sovepiller.

Sygdommen rasede i legemet, som var den en tropisk orkan. Det var ikke meget Jonas sansede i verden omkring sig. Selv i dagtimerne virkede omgivelserne dunkle, som var de indhyllet i en sky af uren tjære. Og dårligdommene blev bare ved. Dag efter dag. Nat efter nat.

På et tidspunkt fik Jonas besøg af Puan. Eller måske var det blot noget han forestillede sig? Feberfantasier der i al fald ikke mangel på. I drømme oplevede Jonas kokosnødder som i slowmotion drattede ned fra slørede palmekroner og begravede ham i et mudderbad af sved. Af og til troede Jonas endda han befandt sig i en anden verden end den han plejede at kalde virkeligheden.

"Du er selv ude om det her," sagde Puan. "Jeg havde advaret dig. Ånder er meget følsomme. Når en sådan beskytter dig, skal du huske at vise den respekt. Det gjorde du ikke. Derfor har den hævnet sig på dig."

Og Puan var ikke den eneste Jonas fik besøg af. På et tidspunkt sad hans mor ved siden af hans leje da han vågnede med sveden drivende ned af kroppen. Hvad hun lavede der, fattede han ikke. Selvom hun gennem hele hans barndom og ungdom havde beskyttet ham, mente han ikke hun befandt sig i Thailand. Og da slet ikke på Koh Samet.

"Jeg havde advaret dig," vrissede hans mor. Hendes ansigt var forvrænget i en grusom grimasse. "Det er for farligt at rejse alene. Du skulle være blevet hjemme ved far og mig. Mor ved bedst. Og du skulle have passet dine studier. Det var din fremtid det drejede sig om. Uden din uddannelse bliver du ikke til noget. Se bare hvad der er sket med dig. Det er din fremtid du har mistet. Det er forbi nu. Helt forbi. Du bliver aldrig til noget. Din fremtid, din fremtid, din fremtid ..."

Jonas lukkede øjnene og holdt hænderne for ørerne. Pressede rigtig hårdt. Han ønskede ikke at høre mere. Han havde fået nok. Han kunne ikke klare mere. Gid dette snart tog slut! Lige meget hvordan. Uanset, hvad der skete fremover, kunne det ikke blive værre end dette.

Men det kunne det!

Da Jonas igen åbnede øjnene, sad hans mor ikke længere ved hans side. Han befandt sig helle ikke længere i sin hytte. Eller et sted han nogen sinde tidligere havde opholdt sig. Omkring ham var der ild og aske. Han befandt sig i et trøsteløst landskab af diffus dunkelhed. Lungerne smertede, og en hul hosten undslap hans mund. Åndedrættet var anstrengt, og han hev efter vejret. Omgivelserne lugtede af svovl, som befandt han sig ved verdens ende. Eller begyndelse. Eller afslutningen på det hele. Skærsilden. Helvede.

Igen lukkede Jonas øjnene. Helt i. Men da han åbnede dem igen, havde intet forandret sig. Han befandt sig fortsat ved verdens ende. Og hovedet smertede. Afsindigt. Som sad ti tandlæger med deres bor og bearbejdede hjernemassen og kraniet - indefra.

Med tunge øjne betragtede Jonas omgivelserne omkring sig. Alt var fremmed, som rædslerne i en dystopi. Eller et forvredet maleri af Max Ernst.

Det var nu ikke helt sandt. Ikke alt var fremmed. I kort afstand fra Jonas befandt sig noget som mindede om et eller andet der også kunne findes i hans egen verden. På en forhøjning stod et rødt, hvidt og guldfarvet tempel i dukkehusstørrelse. Der var et eller andet bekendt ved det. Hvad kunne det være? Han havde set det før. Men hvor? Og hvorfor stod det her?

Så kom Jonas i tanke om det. En stump af hukommelsen lysnede, i smertefulde glimt. Han vidste hvad det var for et hus. Og han vidste hvorfor det befandt sig her.

Da hørte Jonas stemmen. En ordløs kalden inde i hovedet på ham. Det var åndehuset som kaldte, det kunne ikke være andet. Med besvær kom Jonas op og stå på sine kraftløse ben. Et øjeblik var han ved at falde omkuld igen, men fik manet sig op. Derefter vaklede han hen ad det ujævne, stenede underlag og over til det tempellignende dukkehus. Og et øjeblik senere sank han sammen foran det.

"Rejs dig op," hørte Jonas en ildevarslende røst sige. Denne gang fandtes den ikke kun inde i hovedet på ham, men kom fra den ydre verden.

Igen manede Jonas sig op og kom op på knæ. Han stirrede på åndehuset foran sig. Der var ingen tvivl om, at stemmen var kommet der inde fra. Han følte sig næsten som Moses foran den flammende tornebusk ved bjerget Horeb. Afmægtig i forhold til noget guddommeligt. Eller var han blot blevet tosset? Syg og tosset.

"Du ved, hvad du skal gøre," formanede stemmen inde fra huset med buldrende røst.

"Ja," hviskede Jonas med hæs og kraftløs stemme. Munden føltes tør, som var det lang tid siden den sidst var blevet læsket med vand eller andre væsker.

"Så gør det!"

Et lysglimt skar gennem luften - efterfulgt af et sønderlemmende brag. Derefter begyndte det at regne voldsomt. Grumset væske bare væltede ned fra himlen. En blæst rejste sig og udviklede sig i løbet af ingen tid til en hvæsende storm. Jonas forsøgte at kravle i læ bag et klippestykke, men et vindstød greb ham, og kastede ham omkuld. Det var, som fik han tævet sjælen ud af kroppen. Mudder væltede ned over ham, og han kunne ikke længere kende forskel på op og ned. Alt blev mørkt omkring ham.

Et gisp undslap Jonas' mund. Dermed blev han klar over, han kunne trække vejret. Med besvær. Han havde det fortsat elendigt, men elementernes rasen i omgivelserne var til ende. Den lungeætsende stank af svovl var også væk. Med slørede øjne kiggede han sig omkring. Der var tusmørke omkring ham. Men han befandt sig ikke længere ved verdens ende. Eller hvor han nu havde været. I horisonten kunne han ane enkelte spirende solstråler. En gryende solopgang. Dette måtte være hans egen verden. Dog ikke hans egen hytte. I nattens mulm og mørke måtte Jonas have forladt sin hytte. På en eller anden måde. Kroppen var fortsat kraftløs. Han var slet ikke i stand til at gå. Eller kravle. Eller noget som helst. Kun ryste. Og gispe efter vejret.

Hvordan havde han bevæget sig her hen? Til dette sted. Foran Jonas tronede den lille rød, hvide og guldfarvede bygning. Åndehuset.

*
Det var Puan som senere på morgenen fandt Jonas. Efter en lang nat i 7-Eleven, var han på vej hjem fra arbejde. Selvom han var træt efter nattens strabadser, og mest af alt havde lyst til at komme hjem og sove, blev han nysgerrig da han så en person ligge og flyde foran et af øens mere velrenommerede åndehuse. Og han blev endnu mere overrasket, da han opdagede, det var hans syge kammerat, Jonas, som lå der.

"Du må hjælpe mig," hviskede Jonas med spinkel, hviskende røst efter Puan havde fået rusket liv i ham. "Jeg skal have købt gaver til, til - til ånden. I huset."

Et lille smil viste sig på Puans læber. Han vidste naturligvis godt hvad hans danske ven snakkede om. Og selvom han var dødtræt og savnede sin seng, tøvede han ikke med at hjælpe. For det var bedst at stå på god fod med øens ånder - specielt de meget magtfulde.

En times tid senere var forehavendet tilendebragt. Jonas havde fået stillet mad, drikke og andre gaver i åndehuset. Desuden havde han brændt flere røgelsespinde af til ære for ånden. Til slut havde Puan og endnu en af hans thailandske kammerater hjulpet ham hjem i hans hytte hvor han knaldede brikker, som havde han været på druk.

Jonas havde været nærmest bevidstløs i næsten to uger. Alligevel sov han hele dagen og den efterfølgende nat med. Han havde åbenbart brug for det. For dette var en helt anderledes rolig og behagelig søvn end den han havde været vant til i de foregående uger. Og da han vågnede næste morgen, følte han sig langt bedre tilpas. Han var fortsat afkræftet - meget afkræftet, det var trods alt ikke meget han havde spis på det seneste. Men det meste af sygdommen var ude af kroppen, og han var i stand til at indtage noget fast føde hvilket - lidt efter lidt - hjalp på kræfterne.

Hvad man helt konkret kunne kalde den sygdom, han havde fejlet, blev Jonas aldrig klar over. Når hans rygsækrejsende, vesterlandske venner spurgte, mumlede han altid noget om at det sandsynligvis havde været en alvorlig influenza eller dengue feber. Hvad angik de thailandske venner, så spurgte de ikke. Til gengæld sagde de heller ikke noget om hvad de kaldte sygdommen.

Efter yderligere en uge følte Jonas sig helt rask. Alligevel blev han på Koh Samet i endnu en uge. Derefter forlod han øen - men ikke Thailand. Bortset fra en visatur til Cambodja rejste han rundt i de mange smils land i de næste par måneder. En vidunderlig tur - med mange gode oplevelser.

Men uanset hvor Jonas rejste hen i Thailand, uanset hvor han slog sig ned, så var der noget han aldrig glemte. Han huskede altid at respektere den lokale folketro og befolkningens respekt for ånderne. Og han stillede altid gaver i åndehusene der hvor han boede.

Seneste opdatering: 24.12.2014




Til Top



Et view fra Thailand

Maik Jensen på: Facebook







eXTReMe Tracker