Maik Jensen - Forfatter
Forside | Forfatteren | Romaner | Udgivelser | Noveller | Essay

Cambodja for den vante thailandsfarer

Essay fra Cambodja



Det er efterhånden en del år siden, jeg første gang besøgte Cambodja, dengang faldt landet ikke for alvor i min smag. Med min daværende erfaringsbaggrund i bagagen opfattede jeg landet som værende tilbagestående, nærmest lidt primitivt. Derfor gik der flere år, før jeg valgte at vende tilbage.

AngkorI den mellemliggende tid var jeg blevet en del mere rejsevant. Flere gange havde jeg rejst rundt i Thailand, foruden jeg også havde besøgt store dele af det øvrige Østasien. Cambodja gav mig i al fald ikke længere opfattelsen af at være specielt tilbagestående. Og det var nok mere mig selv end landet, der havde forandret sig i den mellemliggende periode.

For jeg måtte konstatere, nu syntes jeg rigtig godt om Cambodja.

Ankomst til Cambodja
I Cambodja er der visumpligt. Men da visummet kan købes ved grænseovergangen eller i lufthavnen, behøver man ikke tænke noget videre over det på forhånd. Dog skal man være opmærksom på, at et pasfoto skal bruges. Indrejsebetjentene går dog ikke op i, om det er specielt nyt. Selv har jeg en gang benyttet et foto, som var 7 år gammelt.

Et turistvisum for 30 dage kan erhverves til 30$ eller 1000 baht. Papirarbejdet er en anelse mere omfattende end det, man udfører, når man skal ind i Thailand, men giver ikke de store problemer. Undlad at modtage hjælp af de flinke mennesker ved grænseovergangen, som insisterer på at udføre det for dig. Også selvom de arbejder for det busselskab, du rejser med. Jeg har talt med rejsende, som har betalt dobbeltpris ved at benytte dem.

Betal i øvrigt altid med aftalte penge. Jeg har selv erfaret, at de ansatte i Immigration supplere deres dårlige løn med kun at give 10 eller 15$ tilbage på en 50$ seddel.

OBS: Rejser du tilbage til Thailand, får du nye 30 dages opholdstilladelse, hvis du gør det med fly. Men kun 14 dage, hvis du gør det via en grænseovergang på jorden.

Valuta og prisniveau
I Cambodja benyttes der – side om side – to former for valuta; den lokale møntfod, som kaldes for riel, og amerikanske dollars. Hæver man penge i ATM-automaterne, modtager man amerikanske dollars. Riel kan ikke købes udenfor Cambodja, derfor vil det være en fordel at medbringe amerikanske dollars, helst så små sedler som muligt.

De fleste steder omregnes 1$ til at være 4000 riel. I enkelte butikker benyttes dog den aktuelle dagskurs (i skrivende stund er det ca. 4100 riel for 1$). Når man betaler med dollars, skal man være forberedt på, at man af og til får byttepenge tilbage i riel. Alle beløb på under 1$ omregnes til riel.

Indkøbsmuligheder er der en mangfoldighed af, rundt omkring i lande findes der adskillige markeder. I Phnom Penh er de væsentligste af disse Central Marked og Orussey Marked (begge i dagtimerne) og Night Marked (sen eftermiddag og aften). I hovedstaden findes der også flere butikscentre. Især bør nævnes Aeon Mall, som næsten kan måle sig med dem man finder i de større thailandske byer.

Generelt set er prisniveauet i Cambodja lavere end i Thailand. Men ganske som alle andre steder skal man være vågen, hvis man ikke vil tages ved næsen. Selv er jeg så vant til thailandske baht, at jeg i hovedet altid omregner til denne valuta. 3$ svarer cirka til 100 baht.

Infrastruktur og transport
Som i Danmark har Cambodja højrekørsel. De centrale veje mellem de større byer (samt til og fra grænseovergangene) er af udmærket kvalitet. Man skal dog ikke langt væk fra hovedfærdselsårerne, før vejene er i elendig forfatning. Selv meget benyttede gader i byerne kan være særdeles kuperede – og uden belægning. Og man skal ikke blive overrasket, hvis ens hotel har adresse på en sådan gade.

I byerne kan man opleve trafikpropper i myldretiden. Men det skyldes som oftest mere den dårlige infrastruktur end megen trafik. For antallet af motoriserede køretøjer i Cambodja er langt mindre end i Thailand. Det oplever man især i landområderne, hvor selv hovedvejene mellem de større byer til tider kan virke halv-øde.

Som rejsende er det let at komme fra sted til sted i Cambodja. Der findes adskillige busselskaber, man kan kører med. Og til forskel fra Thailand, hvor turen som oftest foregår med minibus, benyttes der primært rigtige busser i Cambodja. Færdes man på landjorden mellem de to lande, vil man således ved grænseovergangen opleve et busskifte, så man i Thailand kører i minibus og i Cambodja med almindelig bus.

Rejser mellem Thailand og Cambodja kan også foregå med fly. De cambodjanske byer Phnom Penh og Siem Reap har hver dag adskillige afgange til og fra Thailand, primært Bangkok.

Til gengæld er mulighederne for at rejse med tog i Cambodja ganske begrænsede. Der er kun ganske få togafgange, og de ligger primært i weekenden. Indtil for ganske få år siden var det slet ikke muligt at køre med tog i Cambodja.

Steder at besøge
Der findes naturligvis mange steder, som er værd at besøge i Cambodja. Men skal jeg komme med tre forslag, må det blive: Phnom Penh, Siem Reap og/eller Sihanoukville. Hver af de tre destinationer er meget forskellige i forhold til hinanden.

Phnom Penh
Det samlede indbyggertal i Cambodja er på knap 16 millioner, deraf lever cirka 1,5 million i hovedstaden Phnom Penh. Dermed er Cambodjas hovedstad en del mindre end Thailands hovedstad, Bangkok. Samtidigt virker den langt mere provinsiel og havde indtil for kort tid siden kun ganske få moderne højhuse.

Dette er dog ved at ændre sig. På og omkring Koh Pich – Diamant Øen – i det sydlig Phnom Penh er man i gang med et opfører en ny moderne bydel med luksushoteller og andet monumentalt byggeri samt adskillig forlystelses etablissementer og områder. Og på et tidspunkt skal man nok forberede sig på, at denne tendens breder sig til den øvrige by.

Så galt er det endnu ikke, i dag kan man i Phnom Penh fortsat se en del arkitektur fra den franske kolonitid. Nævnes bør det også, at varmen som regel er knap så trykkende som i Bangkok. Og for folk, der som jeg kan lide at drysse (gå) rundt i byen på egen hånd, er der den store fordel, at gaderne har numre. Dermed er det langt lettere at finde rundt og langt mindre risiko for, at man farer vild.

Phnom Penh

Phnom Penhs centrale turistaktiviteter finder sted nær flodbredden, i det område der kaldes Riverfront Area. Dermed er det nærliggende at tage et cruise på floderne (Tonle Sap møder Mekong). Men der vil jeg komme med en advarsel; har man tidligere sejlet på Chao Praya-floden i Bangkok eller samme bys kanaler, vil man opfatte en sejltur på Phnom Penhs floder som værende en tam oplevelse.

En lidt tam oplevelse er det også at besøge Nationalmuseet. De fleste danske provinsmuseer med respekt for sig selv har mere at byde på. Årsagen til Nationalmuseets begrænsede udstillinger er naturligvis, at Cambodja fra 1975 til 1979 havde et kultur- og intellektfjendtligt styre (Pol Pots Røde Khmer), som kulturelt sendte landet tilbage til før år 0. Og siden er de fleste ressourcer brugt andre steder.

Større indtryk end Nationalmuseet gør en visit i Tuol Sleng, også kaldt S21, som var fængsel under det førnævnte regime. De ting der fandt sted her, stod ikke tilbage for det, nazisterne i sin tid foretog sig i deres koncentrationslejrer. En tur hertil kan eventuelt kombineres med et besøg på The Killing Fields.

For mange vil det sandsynligvis også være et must at besøge Det royale Palads. Byens vigtigste templer er Wat Phnom og Wat Ounalom.

Siem Reap - Angkor
Cambodjas klart største turistattraktion er Angkor-templerne ved byen Siem Reap, som hver eneste dag gæstes (overrendes) af tusindvis af rejsende fra hele verden.

Der er tale om et stort område med adskillige imponerende tempelruiner fra perioden 800-1500. Er man historisk interesseret, er dette Sydøstasiens vigtigste sted at besøge. Blandt ruinerne findes khmerernes gamle hovedstad, Angkor Thom, samt det ikonisk tempel Angkor Wat. Og vil man opleve hele området, er det nødvendigt at afsætte adskillige dage til det.

Lige syd for Siem Reap ligger Tonle Sap, som er Sydøstasiens største ferskvandssø.

Sihanoukville
Sihanoukville, ved kysten ud til Thailandsbugten, er Cambodjas beach town nummer 1. Samtidig er den landets vigtigste havneby.

Der findes flere strandområder i og omkring Sihanoukville. Standarten af strandene er cirka som i Thailand, hverken dårligere eller bedre. Men her er der til gengæld bedre mulighed end i Thailand for at finde et øde stykke strand, man kan have for sig selv.

Ud for kysten findes der adskillige små øer, Koh Rong er den største. Befinder man sig i Sihanoukville, bør man ikke snyde sig selv for at opleve disse øer. Der kan være tale om en endagstur, men overnatning på øerne er også muligt.

Natteliv
Nattelivet i Cambodja er meget forskelligt fra sted til sted. Fælles for alle destinationer er dog, at der ikke findes gogobarer her. Til gengæld er drikkevarerne særdeles billige. Kan man drikke den lokale øl, Angkor, på fad, kan man de fleste steder få den til imellem en halv og to dollar.

Det mest hektiske natteliv findes i hovedstaden, Phnom Penh. Især har byen mange såkaldte hostess barer - med letlevende damer. Livemusik findes der også flere steder, kvaliteten er dog en del lavere end i Thailand. Bedst er miksede bands bestående af cambodjanere og vesterlændinge. Mit personlige favoritmusiksted i Phnom Penh er Oscar's i Street 104.

I Siem Reap henvender det meste natteliv sig til de mange backpackere, der strømmer til byen. Derfor er det også her, man finder de laveste mad- og ølpriser. Hostess barer er der ingen af. For mænd, som ønsker kvindeligt selskab, findes der til gengæld rundt omkring i nattelivet en del freelancere, som ikke er svære at opstøve.

Sihanoukvilles natteliv er det der minder mest om det, man finder på turistdestinationerne i Thailand. Her findes adskillige barer med åbne facader, flere med værtinder/hostess.

Åndsliv
Tæt på 97% af Cambodjas befolkning er buddhister. Ganske som i Thailand er der tale om theravada-buddhisme. Munkenes klæder er orange, og templerne minder også om dem man finder i Thailand - med tag i flere lag (khmer-arkitektur). De mytologiske skabninger, den flerhovedet slange, Naga, og løvevæsenets, Singha, findes der afbildninger af over alt.

Phnom Penh tempel

Foruden buddhismen deler cambodjanerne også åndetro med thaierne (se: Intro til thailandsk åndetro). I stort set alle huse er der indrettet et eller flere altre, og udenfor bygningerne findes der åndehuse.

Men bortset fra grænseområderne nær Thailand er alle åndehusene af typen san phra phoom (se: Thailandske åndehuse). Desuden er mange af åndehusene i dårlig forfatning, og ånderne bliver ikke tildelt så mange gaver som i Thailand. Som oftest må ånderne nøjes med en liflig duft fra røgelsespinde.

Hellige træer - fyldt med gaver og anden pynt - er jeg ikke stødt på i Cambodja.

Afrunding
Til forskel fra Thailand er de fleste former for gambling legale i Cambodja. For den spilleglade findes der rundt omkring adskillige kasinoer med mange former for spil.

Det cambodjanske (khmerske) køkken minder om det thailandske, dog er maden knap så stærk. I turistområderne er det desuden let at finde spisesteder, som servere både thailandsk og/eller vestlig føde.

TuktukDet er sjælden svært at finde transportmuligheder i Cambodja. Og priserne er rimelige. Næsten overalt findes der tuktuk-chauffører, som ihærdigt tilbyder deres tjenester til enhver. Især sagesløse fodgængere, som ikke er spor interesseret i at blive kørt nogen steder hen.

Tro det eller ej, men det er værre end i Thailand! I Cambodja er en tuktuk i øvrigt en lille vogn med to dobbeltsæder, der er spændt efter en motorcykel.

Ganske som i Thailand bliver der slået hårdt ned på brugen af hårde narkotiske stoffer. Til gengæld er det ikke usædvanlig, man bliver tilbudt marihuana og lignende substanser, når man går rundt i byerne. Og af og til lugter tobakken, der bliver røget i barerne, anderledes, end den gør i Thailand.

Se også:
• På cykel i Angkor-området


Seneste opdatering: 24.11.2017




Til Top



Et view fra Thailand

Maik Jensen på: Facebook







eXTReMe Tracker