På cykel i Angkor-området - Essay fra Cambodja - maikjensen.dk
Maik Jensen - Forfatter
Forside | Forfatteren | Romaner | Udgivelser | Noveller | Essay

På cykel i Angkor-området

Essay fra Cambodja



I Middelalderen var Khmerriget Sydøstasiens helt centrale magtfaktor med stor åndelig og politisk indflydelse. Samtidigt var rigets 9 kvadratkilometer store hovedstad, Angkor Thom, med knap 1 million indbyggere, den største og mest imponerende by i verden.

Men ganske som alle øvrige fortidige højkulturer begyndte det på et tidspunkt at gå tilbage for khmererne. Det samme gjaldt hovedstaden og de storladne templer omkring den, som forfaldt og blev opslugt af jungle.

Angkor

Siden blev Angkor-området genopdaget. Ruinerne efter den glorværdige fortid blev restaureret og ryddet for urskov. I dag er stedet Cambodjas klart største turistattraktion med adskillige tusinde besøgende hver eneste dag - året rundt. Og bliver af mange betegnet som et af de steder, man skal opleve, før man dør.

Leje af cykel
Selv besøgte jeg Angkor-området første gang for 7 år siden. Dengang var det blot et kort ophold med to overnatninger. Jeg blev kørt rundt i bil af en cambodjansk guide, hvis engelsk var så gebrokkent og mangelfuldt, at jeg højest forstod det halve, af det han sagde. Og når jeg spurgte ham om noget, svarede han ofte på noget helt andet.

Denne gang skulle det være anderledes. I den tilstødende by, Siem Reap, havde jeg booket hotel for 5 dage og nætter. Og denne gang skulle jeg ud på egen hånd, uden en guide til at forstyrre oplevelsen og sanseindtrykkene. Transportmidlet skulle også være mere simpelt end første gang. Jeg ønskede at cykle rundt i området.

Straks efter morgenmaden, dagen efter min ankomst til Siem Reap, tog jeg på udkig efter et cykeludlejningssted. Da Angkor-området var fladt, og dermed fremragende cykelterræn, fandtes der adskillige af dem.

Udbuddet af cykler var også pænt stort. De billigste kunne lejes til blot 1$ pr dag. Men jeg vidst, de cambodjanske veje sjældent var specielt gode. Desuden var området ganske stort. Derfor var cyklens udlejningspris det sidste sted, jeg ønskede at spare penge. Valget faldt derfor på en mountainbike til 3$ pr dag.

Ankomst til Angkor
Jeg rullede af sted i den retning, et vejskilt angav, førte til Angkor. Adskillige busser og tuktuk med turister overhalede mig. Efter cirka 20-25 minutters kørsel kom jeg til et skilt med teksten: Stop - Checkpoint. I vejrabatten bag det stod en lille flok parkbetjente.

Jeg rettede mig efter vejskiltet, og en kvindelig parkbetjent kom hen til mig. Parkbetjenten spurgte efter billet, men en sådan havde jeg ikke. Billetter til Angkor kunne ikke købes her ved indgangen, men skulle købes et helt andet sted. Derefter gav parkbetjenten mig en lang forklaring om, hvilken vej jeg skulle køre tilbage for at finde billetkontoret. Den lød besværlig, som var det vejen til et skjult skattekammer.

Typisk Sydøstasien med at billetter skulle købes et helt andet sted end ved indgangen!

Nogen kunne måske højlydt have fundet på at brokke sig i en sådan situation. Men ikke jeg. Min erfaring med sydøstasiatere var stor nok til, at jeg vidste, det var det værste, man kunne gøre. Og man ikke ville få noget ud af det. I stedet smilte jeg og nikkede forstående.

Adfærden gav prompte bonus. Parkbetjenten tilbød, at en af hendes kollegaer på motorcykel kørte min hen til billetkontoret, imens jeg lod cyklen stå her. Jeg spurgte, hvor meget det ville koste. 5$. Umiddelbart lød det dyrt, alligevel indvilligede jeg.

Et øjeblik senere sad jeg bag på motorcykelen. Allerede lang tid før vi var fremme, var jeg klar over, de 5$ var givet godt ud. Turen var ganske lang, det ville have kostet mig adskillige timer at finde frem til det forbandede billetkontor.

Jeg købte en tredagesbillet til 40$ og blev kørt tilbage til min cykel. Den kvindelige parkbetjent gav billetten et klip. Derefter viste hun mig på et kort, hvilken tur hun ville foreslå, jeg tog i dag.

I morgen ville hun til gengæld forslå mig at tage til et sted, der også hørte med til Angkor-området, men som befandt sig 37 kilometer her fra. Det kunne jeg naturligvis ikke gøre på en almindelig cykel med pedalmotor. Men netop i morgen havde hun fri. Derfor tilbød hun, at jeg hyrede hende. Så kunne hun være min guide og samtidigt køre mig dertil på motorcykel.

Jeg takkede for tilbuddet, men afslog smilende med begrundelsen, at jeg aldrig på forhånd indgik aftaler for den efterfølgende dag. Og da jeg dagen efter ankom til indgangen og fik klippet min billet, havde parkbetjenten tilsyneladende glemt alt om, at hun holdt fri. Mig havde hun til gengæld ikke glemt. Igen gav hun mig tilbuddet om at være motorcykelguide den efterfølgende dag. Og igen afslog jeg med samme begrundelse som første gang.

Angkor Wat
Cykelturen fortsatte, og inden længe nåede jeg frem til områdets bedst kendte og mest ikoniske ruin, Angkor Wat. En tempelruin der er så central for nationen, at den indgår i det cambodjanske flag. Dermed det eneste land i verden med en ruin i sit flag.

Allerede inden jeg havde parkeret cyklen, kom en håbefuld ung dame hen til mig og spurgte, om jeg havde brug for en guide. Det havde jeg ikke. Jeg ønskede at indsnuse atmosfæren og gøre mine egne indtryk. Ville jeg have historiske facts og lignende om stedet, kunne jeg altid efterfølgende læse om det i en bog.

Angkor Wat Jeg gik hen ad en stenbro. Foran mig tronede et stort ruinkompleks med fire majskolbeformede tårne. På afstand virkede Angkor Wat imponerende, når man kom tættere på blev stedet endnu mere imponerende.

I tidens løb var jeg mange gange blevet skuffet anden gang, jeg besøgte et sted. Det levede slet ikke op til de højtsvævende minder. Sådan var det ikke med Angkor Wat. På en eller anden sublim måde var tempelruinen mere storladen, end jeg huskede den.

I alt tilbragt jeg omkring tyve minutter i Angkor Wat. Jeg kunne sagtens have brugt mere tid her. Måske endda hele dagen. Men Angkor-området var stort. Der var meget mere at opleve.

Angkor Thom
Byport - Angkor ThomI stedet gik jeg tilbage til cyklen. Op på sadlen, og jeg satte kursen mod den gamle hovedstad, Angkor Thom. Snart nåede jeg voldgraven, kørte over broen og gennem byporten. Det meste af området indenfor bymurene var skov. I byens storhedstid var det her, befolkningen boede. Men det var der ikke længere spor efter, da deres boliger var af forgængeligt materiale som træ. Det var kun de evige guder, som fik boliger af evige materialer som sten.

Jeg trillede hen ad en cykelsti langs vejen. Et stykke foran mig sad en halvstor gibbonabe - midt på stien. I sikker forventning om at gibbonaben ville flytte sig, fortsatte jeg fremad i uændret tempo. Men der tog jeg grueligt fejl. Selvom jeg og min cykel hastigt nærmede sig, blev Mr. Gibbon blot siddende og stirrede på mig med et blik, som sagde: "Du skal ikke tro, jeg gider flytte mig."

Beware og Monkey Attack For at undgå at ramme aben blev jeg dermed nødt til at slå et sving ud over vejbanen. Og måske det var ganske klogt at blive chicken og give sig i magtkampen. For langs vejsiden fandtes der adskillige skilte med teksten: Beware og Monkey Attack.

Og at det ikke kun var tomme ord, fik jeg bevis på et par dage senere, da jeg på netop dette sted oplevede en gibbonabe hoppe på en kvindelig cambodjansk cyklist, så hun væltede.

Bayon
Uden yderligere forhindringer nåede jeg frem til centrum af Angkor Thom. Her lå endnu et berømt og ikonisk bygningsværk. Bayon. Tempelruinen med stenansigterne, der indgik i arkitekturen som del af de mange tårne.

Jeg parkerede cykelen og gik over mod ansigtsruinen. Billetten viste jeg til en kvindelig parkbetjent, der stod udenfor.

Egentlig var hun ganske køn, jeg kom vist til at smile lidt rigeligt til hende. Hun smilte i al fald tilbage. Samtidig forslog hun, hvis jeg i morgen havde lyst til at opleve de ruiner, der lå så langt væk, at jeg ikke kunne komme der til på cykel, kunne jeg hyre hende som guide, så kunne hun køre mig der til på motorcykel.

Jeg svarede, at det var hun ikke den første, som forslog. Det vidste hun godt, men hvis jeg nu syntes godt om hende, var hun måske den rette at hyre.

Egentlig syntes jeg godt om hende. Hendes smil. Og som nævnt, hun var ganske køn.

BayonEndvidere nævnte hun 50$ for hele dagen. Til det var jeg lige ved at spørge, om det inkluderede sex. Men da jeg var en pæn dreng, undlod jeg det. Selvom hun havde et sødt, indbydende smil, kunne jeg godt se, hun ikke var en sådan slags kvinde.

Til gengæld havde jeg uden tvivl kunnet forhandle prisen ned. Det forsøgte jeg nu ikke på. I stedet gav jeg hende samme svar, som jeg havde givet min første parkbetjent; at jeg aldrig på forhånd indgik aftaler for den efterfølgende dag.

Det fik hende nu ikke til at give op. I stedet forslog hun, at jeg imens jeg var inde i Bayon, kunne tænke over tilbuddet. Så kunne jeg give endeligt svar, når jeg kom tilbage.

Et kvarters tid senere kom jeg retur til samme sted. Tempelruinen med de mange Buddha-ansigter havde henført mig til en anden verden og efterladt den smukke parkbetjent i glemslens tåger. Men hun huskede fortsat mig. Og hun spurgte, om jeg havde overvejet hendes tilbud. Et øjeblik var jeg desorienteret. Så gik det op for mig, hvad hun hentydede til og afslog endnu engang.

Straks fyldtes parkbetjentens ansigt af bedrøvelse. Og det var, som fik jeg et stik i hjertet. Hendes ansigt var meget smukkere, når det smilte.

Til ære for guderne
AngkorCykelturen fortsatte. I de efterfølgende timer besøgte jeg adskillige ruiner efter monumentale bygningsværker. De var ikke kun storladne i omfang men også i højden. Og trapperne op til de øverste niveauer var så stejle, med høje trin, at man slet ikke havde været i stand til at forcere dem, hvis der ikke var tilføjet moderne gelændere. Havde disse himmelstræbende tempelruiner befundet sig i Danmark, ville sikkerhedshensyn have gjort det strengt forbudt for enhver at betræde trappetrinene.

På et tidspunkt, jeg var på vej ned ad en sådan trappe, mødte jeg en europæisk kvinde, som var på vej opad. Vi så på hinanden og smilte. Et eller andet sted imellem prustende og stønnende sagde hun: "Jeg forstår ikke, hvorfor så små mennesker lavede trapper med så høje trin." Her hentydede hun naturligvis til, at asiatere som regel havde mindre statur end vesterlændinge.

Tilsyneladende forventede hun ikke et svar, for et øjeblik senere var hun udenfor hørevidde. Havde hun været knap så hurtig, kunne jeg have fortalt hende: Disse bygninger var ikke konstrueret for os almindelige dødelige. Alle Angkors templer var ene og alene rejst til ære for de overmenneskelige guder. Som naturligvis ikke havde vanskeligheder med at forcere stejle trapper.

Angkor

En heftig afslutning
Jeg havde for længst forladt Angkor Thom gennem en anden byport, end den jeg var kommet ind ad, og befandt mig efterhånden langt fra startstedet. Hidtil havde vejret været domineret af sol fra en næsten skyfri himmel, men pludselig bemærkede jeg, det ændrede sig. Solen forsvandt bag mørke skyer, og himlen blev dunkel. Samtidigt mærkedes nogle hårde vindstød. Et sikkert varsel om, at et kraftigt regnvejr var under opsejling.

Kørselsretningen blev ændret, og jeg satte kursen tilbage mod hotellet. Allerede på forhånd vidste jeg, der ingen chancer var for at nå frem inden himlens sluser åbnede sig. Jeg kom forbi en ruin, hvor jeg vidste, det var muligt at søge læ. Men det undlod jeg. I stedet ville jeg se, hvor langt jeg kunne komme, inden regnen satte ind.

Forkert beslutning!

Efter yderligere nogle minutters kørsel kom regnen. Den kom ikke blot snigende, men var kraftig lige fra begyndelsen. Og på netop dette sted fandtes der ingen steder, jeg kunne gå i læ. Vandet væltede ned over både mig og omgivelserne. Jeg kunne ikke andet end blot fortsætte kørslen. I dette øjeblik ønskede jeg mig, at jeg benyttede et hvilket som helst andet transportmiddel end en cykel.

I vejkanten, under træer med tætte trækroner, øjnede jeg en tør plet. Der stoppede jeg op og befandt mig i et øjebliks tørvejr. Men selv nok så tætte trækroner kunne ikke beskytte mod skybrud som dette i længden. Der gik ikke meget mere end et minut, før vandet igen væltede ned over mig. Alligevel blev jeg, hvor jeg var. I kraftig plaskregn som denne var det bedre at stå stille end at forsøge at cykle. Og drivvåd var jeg om alle omstændigheder allerede.

Knap en halv time senere aftog styrtregnen til et mere moderat niveau uden helt at ophøre. Jeg satte mig op på cyklen og kørte den direkte vej mod hotellet. Da jeg halvanden time senere nåede frem, var jeg ikke alene dyngvåd men også ganske udmattet.

I alt havde dagens cykeludflugt i Angkor-området varet i 7 timer. Og der var fortsat meget, jeg ikke havde set og oplevet. Men det havde jeg heldigvis yderligere et par dage til at indhente.

Se også:
• Cambodja for den vante thailandsfarer


Seneste opdatering: 29.07.2016




Til Top



Et view fra Thailand

Maik Jensen på: Facebook







eXTReMe Tracker