Maik Jensen - Forfatter
Forside | Forfatteren | Romaner | Udgivelser | Noveller | Essay

Wan drager til Bangkok

Novelle fra Thailand



Wan var den ældste af fire søskende. Den øvrige søskendeflok bestod af to brødre, som henholdsvis var 3 og 5 år yngre end hende samt en lillesøster - en efternøler - der var 10 år yngre end Wan.

En ung dame fra ThailandSammen med sine forældre og søskende boede Wan i Isan - den nordøstlige del af Thailand. Der havde familien et lille landbrug, hvor de dyrkede sukkerrør og enkelte andre afgrøder. Selvom Isan var Thailands fattigste område, havde husstanden hidtil klaret sig på acceptabelt vis, om end familien ikke på nogen måde havde levet i luksus.

Luksus var derimod, hvad de oplevede, når de besøgte naboen. Ikke alene havde naboen et nyt farve-tv, men deres hus var bygget af sten på betonsøjler og med et moderne badeværelse. Wan og hendes familie måtte nøjes med et træhus, hvor de skulle vaske sig i et aflukke udenfor.

Grunden til naboens rigdom var ikke, at de havde større markområder end Wans familie. Det var heller ikke fordi, de havde mere høstlykke end andre. Nej, årsagen til naboens velstand var, at de havde en datter, der var rejst til Bangkok, hvor hun tjente store penge, som hun rundhåndet sendte hjem til sine forældre.

Hvilket job, denne datter havde, talte man aldrig om. I Thailand giver penge trods alt mere prestige end, hvordan man tilegner dem. Men Wan vidste, at naboens datter som barn under sin seksårige skolegang aldrig havde afsløret de helt store evner. Og via almindelig ufaglært fabriksarbejde kunne man ikke tjene ret meget - heller ikke i storbyen.

En dag den velhavende datter besøgte sine forældre, mødte Wan hende. De to piger faldt i snak og Wan kom på et tidspunkt til at spørge: "Hvad arbejder du egentlig med?"

"Arbejder med farang," lød den lakoniske tilbagemelding. Wan kunne se på nabodatteren, at hun ikke havde tænkt sig at uddybe svaret. Derfor undlod Wan at spørge yderligere. Farang var den thailandske betegnelse for vesterlændinge. Selvom adskillige farang besøgt Thailand hvert år, havde Wan ikke den store erfaring med dem. Det var nemlig kun et fåtal af dem, som gæstede Isan.

Wan mindedes imidlertid, én gang hun havde været inde i egnens eneste større by. Da var hun kommet til at stå ved siden af en farang, da hun havde handlet i en butik. Han havde lugtet ganske forfærdeligt. Det var som om, han ikke havde vasket sig i lang tid.

Wan tænkte, det måtte være forfærdeligt, at arbejde med nogen der stank så frygteligt.

Nabodatteren var imidlertid ikke den eneste fra egnen, som var rejst til storbyen for at prøve lykken. Det var nemlig svært at skaffe job her i området. Og det arbejde, det var til at få, var meget dårligt lønnet.

Også nogle af de andre piger, som var draget til Bangkok, tjente mange penge. De var lette at kende, når de besøgte deres hjemegn. Som regel var de nemlig udfordrende klædt. En gang havde Wan endda set en af disse piger være iført en t-shirt, som var så kort, at man kunne se hendes maveskind. Sådan klædte thaikvinde sig normalt ikke - ikke i Isan. Det blev kun accepteret, fordi hun var velhavende og rundhåndet over for både sine forældre og templet.

Det var dog langt fra alle, der var taget til hovedstaden, som havde lykken med sig. Mange fik kun dårligt lønnet arbejde, og andre hørte man aldrig fra igen, efter de havde forladt hjemegnen.

Enkelte piger vendte endda hjem igen efter blot et par uger borte fra deres hjemlige omgivelser. En af disse var en af Wans tidligere skolekammerater. Da Wan spurgte hende om hendes ophold i Bangkok, fik den hjemkommende et forskræmt udtryk i øjnene. Efter noget tid fik Wan dog ud af hende, at også hun havde arbejdet med 'farang'.

Hidtil havde Wan aldrig selv overvejet at forlade sin hjemegn. Men kort tid efter, hun var fyldt 20 år, blev familiens marker ramt af sygdom, og høsten slog fejl. Med et befandt familien sig i et akut likviditetsproblem. Hvordan skulle den klare sig gennem den næste termin?

Der var ingen, som sagde noget til Wan, men hun vidst, at det forventedes, at hun ofrede sig for familien. Sådan var traditionen i Thailand.

At det var Wan, som skulle ofre sig for familien, skyldes ikke så meget, at hun var den ældste af børnene, men mere at hun var kvinde. Sønner tjente merit til familien på det åndelige plan ved i en periode af deres liv at være buddhistiske munke. En sådan mulighed havde døtre ikke, da kvinder ikke kunne blive munke. Til gengæld forventedes det af pigebørn, at de tjente familien på det materielle plan, hvis dette blev nødvendigt.

I gamle dage var de økonomiske problemer blevet løst ved, at en datter var blevet solgt som slave. Men da slaveriet for længst var blevet ophævet i Thailand, eksisterede denne mulighed ikke længere. Hvis forældre solgte et barn under slavelignende forhold, kunne det nu om dage resultere i alvorlige sanktioner fra myndighedernes side. Derfor måtte datteren i disse moderne tider - mere eller mindre frivilligt - selv tage initiativet til, hvordan hun skulle løse familiens pengemæssige problemer.

De finansielle vanskeligheder faldt sammen med, at naboens datter, som i øvrigt hed Lek, besøgte sine forældre. Wan opsøgte Lek og spurgte: "Tror du, der er mulighed for, at jeg vil kunne få samme slags arbejde som dig i Bangkok?

" Et øjeblik så Lek op og ned af Wan, hvorefter hun nikkede og smilte. "Jeg kan skaffe dig job der, hvor jeg selv arbejder. Du kan også bo sammen med mig. I forvejen bor jeg sammen med to andre piger. Vi deles om huslejen."

Wan var glad for at høre, hvor let det var for hende at skaffe arbejde i Bangkok. Senere hen fandt hun imidlertid ud af, at Lek ikke udelukkende hjalp hende af filantropiske grunde. Af arbejdsgiveren modtog man nemlig provision for at skaffe nye - smukke - piger til etablissementet.

For Wan var det en overvældende oplevelse at komme til Bangkok. På forhånd havde hun godt vidst, at Englenes By - den thailandske betegnelse for Bangkok - var meget større en nogen stad, hun hidtil havde besøgt. Men at den var så gigantisk, som det viste sig, den var, havde hun ikke forestillet sig. Den fik hende til at føle sig som ét enkelt ubetydeligt riskorn i forhold til alle Thailands rismarker.

En anden ting, Wan staks bemærkede, var den tunge byluft. Den var helt anderledes end den friske landluft, hun var vant til.

"Det er luftforureningen fra de mange køretøjer," sagde Lek. "Det vender du dig til."

"Vender jeg mig også til stanken fra farang?" spurgte Wan.

"Den må du prøve at ignorere. Alle lugter i øvrig ikke lige afskyeligt. Men insister altid på, at de skal tage bad først. Hvis du møder en, der lugter alt for frygteligt, kan du altid sige nej. Men sig ikke nej alt for mange gange, det vil mamasan ikke synes om. Det vil også gå ud over din indtægt. Og vi er her jo trods alt for at tjene penge." "Hvor meget tjener man?" "Det er forskelligt fra person til person. Du har et udseende, som jeg tror, mange farang vil kunne lide. Mange farang kan lide mørke piger."

Det svar overraskede Wan. Det thailandske skønhedsideal sagde, at ens hudfarve skulle være så hvid som overhovedet mulig. Det ideal havde Wan aldrig kunnet leve op til. Allerede fra naturens side var hun mørk, og adskillige års markarbejde under en bagende sol havde blot forstærket dette.

"Men udseende er ikke altid det væsentligste," fortsatte Lek. "Ofte er attituder vigtigere. Vis imødekommenhed over for kunderne. Fortæl dem at du kan lide dem. Uanset hvor utiltrækkende de er, skal du fortælle dem, at de er smukke. Hvis de er fede, siger du, at du kan lide store bløde mænd. Og tænk ikke på at du lyver, for det gør du ikke. Du gør tværtimod en god gerning, du fortæller dem, hvad de har behov for at høre.

For resten taler du engelsk?"

"Lidt." I skolen havde Wan været den dygtigste i sin klasse til engelsk. Egentlig havde hun aldrig forventet at få brug for dette, men det fik hun åbenbart alligevel. "Godt. Det er vigtigt at kunne lidt engelsk. Prøv om du kan blive endnu bedre til det. Farang foretrækker piger, de kan snakke med. Mange af dem er ikke vant til, at der er nogen, som gider lytte til dem i deres hverdag. De kan sidde og enetale i lang tid. Uanset om du forstår, hvad de siger, uanset hvor meget talen keder dig, så skal du holde øjenkontakt og sidde og smile og nikke en gang imellem, så de tror, du synes, det, de fortæller, er meget spændende. Men sørg endelig for, at de giver dig drinks.

Har du styr på, hvordan du bliver aflønnet?"

"Ikke helt," svarede Wan.

"Du modtager en grundløn fra baren. Hvor stor den er, afhænger af, hvor meget tøj du har på, når du danser. Du får lidt mere, hvis du danser topløs end, hvis du er iført bikini. Og hvis du smider alle kludene, modtager du mest."

"Jeg tror, jeg vil foretrække at være iført bikini."

"Som du vil. Det gjorde jeg også i starten. Det er trods alt ikke der fra, den centrale indtægt kommer. Du modtager procenter af alle de ladydrinks, der bliver købt til dig. Jo flere drinks jo højre indtægt. Forlader du baren med en kunde, skal han købe dig fri. Også af det beløb får du procenter. Hvad du ellers forhandler dig frem til med kunden og eventuelle drikkepenge tilfalder ubeskåret dig."

En ung kvinde fra ThailandDen første aften på arbejde var Wan meget nervøs. I omklædningsrummet iførte hun sig en lille bikini, som kun lige nøjagtig dækkede det vigtigste. Selv hendes nærmeste familie havde ikke set hende så letpåklædt, siden hun var et lille barn.

Endnu var det kun tidligt på aftenen, og da Wan kom ind i barlokalet var der kun få kunder. Alligevel følte Wan sig helt utryg. Hun havde altid opfattet sig selv som en pæn pige. Det kunne ikke være hende, der befandt sig et sted som dette! Da en farang et øjeblik betragtede hende, føltes det, som en spandfuld iskoldt vand blev hældt ned over hende.

Wan kiggede op på scenen. Flere piger stod der oppe og vrikkede, imedens de forsøgte at tiltrække sig de få tilstedeværende kunders opmærksomhed. Et par af pigerne var iført bikini, og en enkelte var topløs. De fleste af pigerne havde imidlertid ikke en travl på kroppen.

Snart ville Wan selv stå der oppe. Hun gyste.

Da Wan kom op på scenen, viste det sig imidlertid, at det slet ikke var så frygteligt. Hun havde iagttaget, hvordan de andre piger havde gjort det, og efterlignede dette. Desuden havde hun allerede på forhånd bestemt sig til, at når hun stod der oppe, ville hun tænke på noget godt. Hun forestillede sig, hun befandt sig der hjemme og underholdt sin lillesøster.

Efterhånden som aftenen skred frem, kom der flere og flere kunder i baren. De fleste farang - men også asiatere. Alle mænd.

Det var tredje gang hun var oppe på scenen og danse, da en farang stoppede en pengeseddel ned i Wans bikinitrusser. Hun smilte ned til sin velgører. Hvad ingen kunne se, var imidlertid, at indvendigt føltes det, som om hjerte, nyrer og lever byttede plads.

"Det klarede du godt," sagde Lek, som befandt sig på scenen ved siden af Wan. "Mange nybegyndere bliver forskrækket og er klar til at flygte, første gang det sker. Bliv ved at smile og holde øjenkontakt med ham. Når du er færdig her oppe, sætter du dig ned til ham."

Wan gjorde, som Lek havde befalet. Hun havde ikke mere end lige sat sig ved siden af manden, før denne bestilte en drink til hende. Heldigvis lugtede han ikke så afskyeligt, som hun havde frygtet. Til gengæld så han ud til at være ældre end hendes far.

"Jeg hedder Wan," sagde Wan. Det var en af de replikker, Lek havde lært hende til at indlede en samtale med. "Hvad er dit navn?"

"Johan," svarede den lyshudede mand.

"Hvor kommer du fra?" Endnu en replik Wan havde lært af Lek.

"Sverige."

"Hvor lang tid bliver du i Thailand?" Den sidste af de replikker Wan havde nået at lære af Lek.

"En uge mere," svarede svenskeren.

Nu vidste Wan ikke længere, hvad hun skulle sige. Men det betød tilsyneladende ikke noget, for Johan rykkede tæt ind til hende og lagde sin ene arm over skulderen på hende, hvorved hans hånd kom til at glide ned på hendes ene bryst.

"Du er utrolig smuk," sagde manden ved navn Johan, imens han med begærlige øjne kiggede op og ned af Wans spinkle krop. "En ren sexbombe."

For Wan føltes det som en gibbonabe hoppede rundt i maven og sæbevand fossede rundt i blodårerne. Alligevel smilte hun til ham og sagde: "Sikke en dejlig blød og stærk hånd du har."

Med sin frie hånd tog svenskeren den ene af Wans hænder og førte den ned til sit skridt. Forsigtigt begyndte Wan at gnide hånden op og ned på bukserne. Straks føltes de stramme og hårde.

"Du har vist en stor en," sagde Wan og så Johan dybt ind i øjnene. "Er den til mig?"

Da Wan et øjeblik senere forlangte den pris, Lek havde fortalt hende, var den maksimale, hun kunne forvente, nogen ville betale, indvilligede svenskeren uden tøven. "Du er et naturtalent," sagde Lek til Wan den næste dag. "Fortsætter du på denne måde, vil du tjene mange penge."

Det viste sig, Lek havde ret. Det næste stykke tid tjente Wan mere end ganske godt. Selv efter hun havde sendt rigeligt med penge hjem til sine forældre, havde hun masser i overskud. Ikke alene havde hun råd til at købe dyrt tøj, hun skaffede sig også en mobiltelefon med kamera i. En luksus hun blot få måneder tidligere ikke havde turdet drømme om nogen sinde at få råd til.

Arbejdet var hun også ved at vende sig til. Efter få uger var hun også - ganske som de fleste andre piger i baren - begyndt at danse helt uden at have en travl på kroppen. Årsagen var ikke så meget, fordi det gav en lidt højre grundløn. Nej, det var primært fordi, det skaffede flere kunder. Mange mænd blev ophidset af at se en helt nøgen pige.

Wan havde arbejdet i gogobaren i cirka en måned, da hun mødte ham.

Det var en stille aften med forholdsvis få kunder. Under en af sine optrædener på scenen bemærkede Wan, at der var en farang, som kiggede ekstra meget på hende. Hun smilte opmuntrende til ham og fastholdt hans blik.

Da Wan var færdig med at danse, iførte hun sig adræt sin bikini og satte sig ned ved siden af manden. Det første Wan bemærkede, da hun satte sig, var, at han duftede behageligt. Ikke sådan som de fleste farang, som lugtede af gammelt sved.

"Jeg hedder Wan," sagde Wan.

"Og mit navn er Lars," svarede manden smilende. Han havde et behageligt smil.

"Glæder mig at møde dig Lars," fortsatte Wan imedens hun gav ham sin højre hånd. En hilsemåde thaier ellers normalt ikke benytter, og som Wan slet ikke havde kendt en måned tidligere.

"Fornøjelsen er helt og holdent på min side Wan." Lars tog hendes hånd og førte den op til sine læber, hvor han kyssede den blidt.

"Galant," sagde Wan. "Er alle så galante, der hvor du kommer fra?"

"Nja. Ved ikke."

Wan grinte. "Hvor er du fra?"

"Danmark."

Wan måtte have set desorienteret ud, for Lars fortsatte: "Danmark ligger i Nordeuropa. Det er naboland til Sverige, Norge og Tyskland."

"Sverige og Tyskland kender jeg." Det var ikke helt forkert, den første aften i baren havde hun været sammen med en svensker, og siden havde hun også været sammen med et par tyskere. Faktisk havde hun tilbragt den foregående nat i selskab med en tysker, et stort fedt brød, han havde næsten mast hende, heldigvis var han kommet hurtigt.

"Danmark er et lille land - ikke alle har hørt om det."

"Hvor lang tid bliver du i Thailand?"

"To uger. Ferie. Jeg kom i går."

"Kan du lide Thailand?"

"Ja! I al fald det jeg har set hidtil."

"Hvad kan du bedst lide ved Thailand?"

"Dit smil."

Wan grinte. "Tak."

"Hvad siger du til, om vi går et andet sted hen?" spurgte Lars. "I går besøgte et etablissement med levende musik. Der var rigtig godt der. Det er ikke ret langt fra her. Vil du med der hen?"

"Ja."

At være sammen med Lars var helt anderledes, end det havde været med alle de andre farang, Wan havde været sammen med. Han var blid og hensynsfuld. Desuden fik han hende hele tiden til at grine. At det viste sig, at han var 35 år gammel, generede hende ikke. At Lars var meget ældre end hende, betød blot, at han havde mere livserfaring - og det var noget, Wan altid var blevet opdraget til at respektere.

Wan tilbragte en vidunderlig nat i selskab med Lars. Den var helt anderledes end den foregående nat, som hun havde spenderet sammen med en tysker.

Næste morgen spiste Wan og Lars morgenmad sammen.

"Har du nogen sinde været i Ayutthaya?" spurgte Lars.

Ayutthaya var Thailands oprindelige hovedstad. Den lå cirka 80 kilometer nord fra Bangkok.

"Nej," svarede Wan.

"Jeg skal der til i dag. Har du lyst til at tage med?"

"Ja," svarede Wan glædesstrålende.

Ayutthaya blev ikke det eneste sted, Wan tog med Lars til. Faktisk tilbragte hun det meste af de næste to uger sammen med ham. De besøgte de fleste af Bangkoks attraktioner som for eksempel Det stor Palads og Wat Poo. Desuden tog de et par gang ud af Bangkok. Det var specielt en stor oplevelse for Wan at komme til Hua Hin - det var nemlig første gang i hendes liv, hun så det stor hav i virkeligheden.

På et tidspunkt, Wan var hjemme i sin lejlighed og skifte tøj, sagde Lek til hende: "Nu skal du ikke forelske dig i den farang."

"Det gør jeg heller ikke," svarede Wan.

"Du kan ikke stole på farang. For dem er det her blot en ferie. De lover en masse, men når de kommer hjem til dem selv, glemmer de alt om den pige, de har været sammen med." "Sådan er Lars ikke. Han er anderledes."

Men de to uger gik hurtig - alt for hurtigt. Inden de fik set sig om, var det for Lars tid til at rejse hjem til det lille land i Nordeuropa. Han ville gerne have taget Wan med sig, men havde ikke mulighed for det på nuværende tidspunkt, for, som han sagde, det var meget dyrt at leve i hans hjemland, og han var ikke nogen rig mand.

I stedet aftalte de at holde kontakt med hinanden over internettet. Det var ganske vist ikke noget, Wan havde noget kendskab til på forhånd, men Lars oprettede en emailadresse for hende og lærte hende, hvordan hun skulle sende og modtage post.

Problemet var blot, at Wan ikke kunne de svære latinske bogstaver, som var helt anderledes end det thailandske alfabet. Derfor skulle hun have en til at oversætte de mails, hun modtog og sendte, hvilket kostede penge. Lars lovede derfor, at han ville sende penge til dækning af udgifter til oversættelser og benyttelse af internetcafe. Han ønskede nemlig ikke at være en økonomisk belastning for sit livs største kærlighed.

Allerede få dage efter Lars havde forladt Thailand, modtog Wan den første mail fra ham. Han skrev, at han savnede hende, og at hun altid var i hans tanker.

Sådan fortsatte det i det næste stykke tid. Wan fik regelmæssige mails fra Lars, og hun skrev tilbage. På et tidspunkt sendte Lars også et pengebeløb til dækning af Wans mailudgifter. I sin fantasi gik Wan og drømte om, at Lars ville vende tilbage til Thailand og hente hende med tilbage til hans hjemland.

Men efterhånden gik der længere og længere tid mellem mailene fra Lars. Indholdet i dem var heller ikke længere særlig lidenskabeligt, og han holdt op med at sende penge. En dag erkendte Wan over for sig selv, at Lars nok ikke ville skrive mere, og at hun nok heller ikke var en del af hans fremtidsplaner.

I mellemtiden var Wan forsat med at arbejde i baren. Hun havde jo trods alt en familie, som var afhængig af hendes indtægter.

Mange farangmænd vandrede ind og ud af Wans liv. Nogle var behageligere at være sammen med end andre, men fælles for de fleste var, at efter de havde forladt Thailand, havde de også forladt Wans bevidsthed.

Til mange mænd fortalte Wan, at hun elskede dem - de var smukke, og de var vidunderlige at være sammen med. Selv følte Wan ikke, at hun på noget tidspunkt løj over for dem. Hun fortalte dem jo blot, hvad de ønskede at høre. Hun gjorde dem en tjeneste. For farang var Thailand blot en drøm, et pusterum. Når de tog tilbage til deres hjemland igen, betød hun ikke længere noget for dem.

Men Wans liv fortsatte her - i Bangkok.




Til Top



Et view fra Thailand

Maik Jensen på: Facebook







eXTReMe Tracker