Thailandsk åndetro

For en førstegangs besøgende, der kommer til Thailand, er noget af det der springer mest markant i øjnene de mange åndehuse, der står rundt omkring. Det er næsten umuligt at finde ejendomme eller andre former for byggeri, hvorved der ikke også står et åndehus.

Men thaiernes forhold til ånder knytter sig ikke kun til åndehusene. Efterhånden som man lærer land og befolkning at kende, finder man ud af, at ånderne findes over alt, og man skal respektere thaiernes tilknytninger til dem.

Åndetroens rødder

I Thailand er omkring 95 % af befolkningen buddhister, og de fleste af dem tager religionen alvorligt. Dermed kunne man tro, at åndetroen har rødder i buddhismen, men det har den ikke. Buddhismen handler primært om efterlivet. Lever man efter de buddhistiske dogmer i dette liv, forbedrer man chancen for en god genfødsel og kommer samtidig tættere på Nirvana.

Anderledes forholder det sig med åndetroen, den handler om livet nu og her. Det menneske, som har et godt forhold til de allestedsnærværende ånder, har langt større mulighed for succes i dette liv, end dem der forsømmer de åndelige kræfter.

Åndetroen er på ingen måde ny i Thailand, faktisk er den ældre end buddhismen. Oprindelig var befolkningen i nutidens Thailand animister, som opfattede alt i naturen som værende besjælet. Siden kom hinduismen til området, men det fik ikke befolkningen til helt at opgive den animistiske tankegang. I stedet sammenflettedes hinduismen og åndetroen i en sådan grad, at man fortsat den dag i dag kan finde afbildninger af hinduistiske guder rundt omkring.

I 1200-tallet blev theravada-buddhismen for alvor udbredt på den Sydøstasiatiske halvø. Til forskel fra Europa, hvor de kristne gjorde alt for at udrydde alle tidligere tiders religiøse forestillinger, accepterede buddhisterne halvøens åndetro. Derfor lever de to trosforestillinger fortsat den dag i dag side om side.

Faktisk opfattes mange tempelbygninger, Buddha-statuer og Buddha-amuletter, som værende hjemsted for særlig stærke ånder. Desuden anses mange munke som havende særligt kendskab til de spirituelle kræfter, ikke på grund af deres tilknytning til Buddha, men fordi de har tilegnet sig en særlig lærdom.

Beskyttende ånder

Uanset hvor mennesker slåer sig ned, bor de der kun midlertidigt og har kun lokaliteten til låns. Stedets retmæssige ejer og hersker er dets praphoom, som naturligvis skal behandles med ærbødighed og respekt. Derfor findes der i næsten alle thailandske bygninger og ejendomme alterer og åndehuse til ære for disse herskere.

Behandles praphoom på den rette måde, vil den til gengæld yde beskyttelse og støtte. Anderledes forholder det sig, hvis den bliver mødt med respektløshed, så udsættes man for dens vrede og oplever massere af modgang.

Der er andre åndelige herskere og beskyttere end praphoom. I de fleste landsbyer findes der også phibaan, som beskytter landsbyens territorium, og phiwat, som beskytter tempelområdet. Derudover findes der beskyttere af større områder som provins og nation.

Man kan foranlediges til at tro, der er et hierarki mellem de åndelige beskyttere, men det er der ikke. Det er ikke nok, man står på god fod med en enkelt af dem, de skal alle respekteres. Stille man gaver til phibaan, men ikke praphoom, vil den forbigåede blive jaloux, og man vil mærke dens vrede.

Fælles for de beskyttende ånder er, at deres magt kun gælder i deres egen sfære. Udenfor den, har de ingen indflydelse. Rejser en thai, på grund for eksempel uddannelse eller arbejde, til et andet område, findes der derfor ingen beskyttelse fra de gamle ånder. I stedet er det nødvendigt at komme på god fod med det nye steds åndelige beskyttere.

De vilde og farlige kræfter

Foruden de beskyttende ånder, mennesket kan samarbejde med, findes der også de vilde ukontrollable kræfter, som mange thaier under ét kalder for phi. Som oftest findes kræfterne ude i naturen – for eksempel skovområder – men kan også mødes på gravpladser og andre mørke steder.

De steder, der sker særlig mange trafikuheld, mener thaierne også hjemsøges af en phi. For at formilde disse vilde ånder giver thaierne gaver til de træer, man mener de bor i. Og mangler stedets phi en bolig, opstiller man et åndehus, gaverne kan sættes i. Desuden viser motorcyklister og bilister ånden respekt ved at dytte, når de kører forbi stedet.

Og en sådan vild vejånds styrke har jeg mærket på min egen krop. På Koh Chang. Jeg var gået op af en ståltrappe til dens hus, hvor jeg tog et par fotos. Trappen var spritny og virkede sikker nok, men kort tid forinden var der faldet en regnbyge, og den havde åbenbart gjort trappen glat.

Da jeg skulle tilbage, var jeg ikke mere end kommet to trin ned ad trappen, da ben og fødderne pludselig forsvandt under mig. At jeg havde fat i gelænderne med begge hænder, hjalp kun ganske lidt, da disse også var særdeles glatte.

Konsekvensen blev, at jeg på ryggen gled hele vejen ned af trappen. Jeg kunne være blevet alvorligt kvæstet, eller det der var værre. Men jeg var heldig, jeg slap med nogle kraftige hudafskrabninger på ryggen og et par ømme arme.

Om det så var en phi, der sparkede fødderne væk under mig, eller det var den, der redde mig fra, der skete noget mere alvorligt, kan jeg ikke sige. Sandsynligvis var det den stedlige phi, der stod bag begge dele.

Beskyttelse mod phi

Ellers er det især, når man er på rejse eller i det hele taget udenfor de hjemlige ånders beskyttelse, phi er en trussel. Umuligt er det dog ikke at værne sig mod dem. Det mest udbredte middel er at bære en kraftfuld amulet, som skal være velsignet af en munk eller et andet menneske med indsigt i de åndelige sider af tilværelsen. Mange af thaiernes tatoveringer anses også som havende en beskyttende effekt.

Selvom der er tale om vilde kræfter, kan disse ånder i visse tilfælde kontrolleres – i al fald i kortere perioder. Det er disse ånder, som benyttes til udførelsen af sort magi. Munke med kendskab til pali (buddhismens hellige sprog) og visse lyssky troldmænd har særlige forudsætninger for dette.

Seneste opdatering: Januar 2022