Herunder kan du læse de første tre kapitler af: Landflygtig – i åndernes verden.
***
Første del:
Phnom Penh, Cambodja
Big Brother-paranoia
Solen er hastigt på vej i retning af horisonten, alligevel er varmen fortsat i nærheden af overvældende. Foran mig står en midaldrende kvinde med et større fuglebur i den ene hånd og pengesedler i den anden. Hun har et veltilfreds udtryk i ansigtet, for hun har netop afsat to fugle til et ungt kærestepar. Men fuglesælgeren stiller sig ikke tilfreds med det, opmærksomt spejdes der rundt til alle sider. Hun er allerede på udkig efter nye kunder.
Heldigvis er jeg ikke umiddelbart i farezonen for at blive antastet. Salgskvinder som hun ved udmærket godt, blandt de potentielle kunder er det kun sjældent, hun finder en barang. Barang er det, befolkningen i Cambodja kalder en hvid vesterlænding, i Thailand kaldes vi for farang.
Mine øjne glider over mod de to unge mennesker, som har købt fuglene. De er gået over til den lave stenmur, der fungerer som skel mellem promenade og flodbred. Med smil på læberne spejder de ud over vandet. I deres verden er det, de har foran sig, noget ganske særligt. Det er knudepunktet, hvor Cambodjas to vigtigste floder, Mekong og Tonle Sap, møder hinanden.
Smil og kærlige blikke viser med tydelighed, at de unge mennesker er glade for hinanden. Der er en sitren imellem dem, luften er fyldt med kærlighedens magi. De to kærester har hver sin fugl i hænderne. Grebet om de små fjerklædte skabninger er blidt, som er det krystal der holdes i hænderne. Ingen af fuglene må lide overlast. For dette øjeblik skal være perfekt, så de altid kan huske tilbage til det med glæde i sindet. Og måske endda fortælle om det til børn og børnebørn.
Jeg løfter mit fotografiapparat og gør mig klar til at klipse. Da jeg slog mig ned i Phnom Penh, Cambodjas hovedstad, havde jeg brug for en hobby. For at undgå at gå i stå. Valget faldt på fotografering. Ikke fordi jeg er god til det, men mere fordi det er noget, jeg kan hitte ud af. De tekniske finesser aner jeg intet om, men jeg evner at trykke på en knap, hvorefter et billede ryger i kassen.
At gå rundt og fotografere giver endnu en fordel. Enhver har brug for regelmæssig motion. Det får jeg ved næsten hver dag at tage billeder af skiftende motiver. Efterhånden har jeg på gåben oplevet størstedelen af Phnom Penh.
I kor fremsiger kæresteparret foran mig en remse. Selvom den er på khmer, sproget, der tales i Cambodja, genkender jeg de sidste tre ord: ”Mouy, pii, bei – en, to, tre.” De unge mennesker åbner hænderne samtidigt og lader de fjerklædte skabninger slippe fri.
I fryd folder fuglene vingerne ud, bevæger dem op og ned og flyver skråt opad. Turen går gennem luften og ud over flodsamlingens rolige vandoverflade. Først ser det ud til, de har bestemt sig for hver sin retning, men ikke ret længe. Efter få sekunder finder de sammen og flyver afsted derudad – ved siden af hinanden.
De to kærester ler hjerteligt og kigger igen med kærlige øjne på hinanden. At fuglene flyver side om side i samme retning, er et godt tegn. Ifølge den lokale folketro er det et jærtegn om, at kæresteparrets forhold vil blive langt og lykkeligt. Fugle, der flyver i hver sin retning, er til gengæld et varsel om kærlighed, der brister, og et kortlivet forhold.
Imens seancen står på, klipser jeg løs med kameraet, som er jeg professionel fotograf, men det er jeg på ingen måde, i tidens løb er det endnu ikke lykkes mig at sælge et eneste foto. Alligevel nyder jeg fotograftilværelsen, som gør, at jeg oplever sider af Phnom Penh, jeg ellers aldrig ville have brugt tid på. Her i min ufrivillige landflygtighed.
Efter fuglene er fløjet og forsvundet i horisonten, vender jeg opmærksomheden bort fra kæresteparret. Selv i det offentlige rum skal de have ret til lidt privatliv. Jeg føler allerede, at jeg har stjålet mere af deres drømme og forhåbninger til livet, end jeg egentlig kan tillade mig. Desuden findes der andet i omgivelserne, der kan være værd at vende opmærksomheden imod.
Jeg befinder mig ved Preah Ang Doung Kar. Et stednavn, der er ukendt for de fleste danskere og andre vesterlændinge, men det er det ikke for lokalbefolkningen. Det er Phnom Penhs populæreste helligsted for mennesker, der tror på de åndelige magter. Hvilket vil sige det meste af Cambodjas befolkning samt adskillige kinesere – både fastboende og turister.
Stedets største bebyggelse er en åben pavillon, hvor folk kan søge ly for både regn og især sol. Størst opmærksomhed gives imidlertid til to mindre sandfarvede bygninger, som står på hver side af pavillonen. Disse bygninger er domicil for nogle af Cambodjas populæreste neak ta, skytsånder, der kan bringe lykke og velstand.
Hver eneste dag året rundt opsøges husene af folk, som ønsker åndernes hjælp i livets gøremål. Det kan være handelsmænd, der ønsker lykke i forretninger, men det kan også være unge mennesker under uddannelse, som ønsker hjælp til at bestå den næste eksamen. Og hvem ved, muligvis virker det endda? At dømme ud fra de mange gaver, husenes beboere modtager, kan man foranlediges til at tro det.
Selv har jeg imidlertid aldrig søgt hjælp fra Preah Ang Doung Kars ånder. Og det har jeg heller ikke tænkt mig i dag. Jeg gider knap nok kigge noget videre på de to huse. Og slet ikke ind i dem. Der findes trods alt andet i omgivelserne, som kan vises opmærksomhed.
Foran mig findes Street 1, som altid er trafikken tæt, mest bestående af tuk-tukker, motorcykler og turistbusser. Ikke fordi Phnom Penh er overfyldt med køretøjer, slet ikke som i de større byer i Thailand, men fordi infrastrukturen i Cambodja ikke er fulgt med udviklingen.
På den anden side af vejen findes rekreative områder med både græsarealer og flisebelægning. De er pænt fyldt op med mennesker, men duer er der endnu flere af. Her kan de glubske fugle altid finde føde. Som baggrund til de rekreative arealer ses et udsnit af det royale palads. Først og fremmest en mega pavillon, der går under navnet Preah Tineang Chanchaya. En imponerende bygning. Desværre skæmmes den af et større billede, som fylder det meste af facaden.
Billedet viser Hun Sen, Cambodjas premierminister, gennem snart fire årtier. En folkevalgt diktator, der med kløgt og skruppelløs viljestyrke har udryddet enhver modstand. I dag har han et så fast greb om magten, at der ikke længere findes nogen nævneværdig opposition.
Helt alene er Hun Sen dog ikke, han regerer nationen sammen med sine to trofaste håndlangere: korruption og nepotisme. Især korruption – Cambodja er i efterhånden mange år blevet opfattet som værende blandt et af de femogtyve mest korrupte lande i verden.
Efter de grusomme år i 1970’erne, hvor Cambodja blev undertrykt og terroriseret af et af verdenshistoriens mest umenneskelige styrer, Pol Pots Røde Khmer, har trioen formået at give befolkningen det, den ønskede mest af alt: et land uden krig, massemord og akut hungersnød. Elementære ønsker, alle magthavere bør være i stand til at opfylde for sit folk, men alle herskere bør også være i stand til at yde en anelse mere.
Det er noget, Cambodjas magtelite ikke går op i. Kan den bare bevare magten og alle sine privilegier, er alt, som det skal være. Og lokalbefolkningen er ikke krævende, det overvældende flertal er buddhister, som tror på reinkarnation – og karma. Derfor er det ikke svært at overbevise folk om, at den nuværende skæbne og livssituation er konsekvensen af handlinger, der blev fortaget i tidligere liv. Det der kaldes dårlig karma.
En helt igennem dårlig karma.
Og dårlig karma er ikke alene noget, Cambodjas befolkning lider af, det gør jeg på sin vis også. Ikke på grund af handlinger jeg har udført i foregående liv, men mere som følge af gerninger jeg har begået tidligere i dette liv. Disse gerninger har haft den konsekvens, at jeg er blevet landsforvist fra mit hjemland og må leve som landflygtig i udlandet. Langt væk fra Danmark.
Omgivelserne giver jeg et hurtigt spejdende blik. I øjeblikket findes der ikke noget yderligere heromkring, jeg føler trang til at fotografere. Derfor kan jeg lige så godt forlade stedet. Jeg tager et par skridt og stopper op.
Et eller andet er, som det ikke skal være. Det er følelsen af at blive iagttaget, der rammer mig. Årvågent ser jeg endnu en gang i alle retninger. Omgivelserne er fyldt med mennesker, men umiddelbart kan jeg ikke se, hvem eller hvad der kan have fremkaldt den alarmerende fornemmelse.
Sandsynligvis er der blot tale om min sædvanlige paranoia. En arbejdsskade, jeg pådrog mig, allerede lang tid før jeg blev sendt i landflygtighed. Som følge af at jeg omgikkes det forkerte klientel. Og i dag må paranoiaen være fremkaldt af det store billede af Hun Sen. Hvorfra han som en anden Big Brother årvågent spejder ud over sine undersåtter.
I det samme lyder en kimen, jeg genkender lyden af min mobil. Hurtigt bliver den fisket op af lommen, og jeg kigger på displayet. Ikke overraskende er det Davin, der ringer. Som hun har gjort adskillige gange i løbet af den seneste uges tid. Og ganske som de foregående gange undlader jeg at besvare opkaldet.
Forstår Davin ikke et vink med en vognstang, det gør hun åbenbart ikke. Eller rettere sagt, så vil hun ikke forstå det. Der er nok ingen vej udenom, jeg kan ikke blive ved med at undgå hende, vi er nødt til at få en snak. Så jeg kan få hende til at forstå.
Davin
Under min første tid i Phnom Penh var det Davin, som sørgede for at gøre et i grunden ikke specielt meningsfyldt liv en anelse mere end tåleligt. Det kan jeg aldrig tage fra hende, og det vil jeg altid værdsætte hende for, men det betyder ikke, jeg føler forpligtelser for hende til evig tid.
Vores første møde fandt sted helt tilfældigt og indtrådte lige efter min ankomst til Phnom Penh. Det var en eftermiddag, hvor jeg var ude og snuse til omgivelserne. Opdagelsesfærden bragte mig til Central Market, som er en større indendørs markedsplads, der findes i en kuppelformet, gul art deco-konstruktion med fire arme, som forgrener sig ud i brede korridorer. Et af hovedstadens varemærker, men også et levn fra en fortid Cambodja har svært ved at forlige sig med. Bygningen blev opført i 1937 af den daværende koloniherre fra Frankrig.
Jeg vandrede rundt mellem de mange salgsboder med alt fra fødevarer over elektronikprodukter og til klæder. Samt meget mere. Passagerne mellem boderne var ganske smalle, hvilket mange steder gjorde det svært at komme omkring.
På et tidspunkt rundede jeg et hjørne uden at se mig for og kom uforvarende til at vade ind i en kvinde, der var på vej i modsat retning. Begge var vi underlagt de samme fysiske love, men min krop havde den største masse. Hvilket resulterede i, at hun måtte tage et skridt baglæns og derefter sætte sig på – den dertil indrettede.
Imens jeg hjalp hende op fra gulvet, undskyldte jeg mange gange. På engelsk, uden at vide om det var et sprog, hun forstod.
Et smil fortalte mig, det gjorde hun. Og smilet afslørede mere end forståelse, der var også en masse varme i det. På en eller anden måde rørte det noget i mit blødeste indre. Inden jeg vidste af det, havde jeg inviteret hende på en forfriskning – hvad hun nu havde lyst til. Hvilket hun uden tøven indvilligede i. Med endnu et smil.
Ti minutter senere sad vi i en lille restaurant med en sodavand foran os. Hun fortalte, hendes navn var Davin, og at hun var 32 år gammel. Normalt er jeg ikke nogen konversationens mester, men den dag gik det fint. Måske fordi det primært var hende, der førte ordet. Når jeg sagde noget, var det mest som svar på hendes spørgsmål.
I begyndelsen var det uforpligtende snak og uskyldige spørgsmål, Davin kom med. Om hvad jeg hed, hvor jeg kom fra, og om jeg kunne lide Cambodja. Og sådan havde jeg egentlig også forestillet mig, det ville fortsætte. Den slags spørgsmål kendte jeg alt for godt fra mine mange besøg i Thailand. Men da hun hørte, jeg netop var ankommet til Phnom Penh og forventede at blive her i længere tid, blev hun nærmest fyr og flamme.
Davin formanede, når jeg havde tænkt mig at slå mig ned i byen, blev jeg nødt til at spørge Yeay Penh om tilladelse. Og hun sagde det med en sådan overbevisning i stemmen, jeg slet ikke var i tvivl om, at Yeay Penh måtte være en meget vigtig person, det for alt i verden skulle undgås at få et dårligt forhold til.
Der tog jeg nu en anelse fejl, nogen nutidig person var der nemlig ikke tale om. Efterhånden som snakken fortsatte, blev jeg klar over, at Yeay Penh var en velhavende kvinde, som levede for omkring 600 år siden. Til det tilføjede Davin: Efter en oversvømmelse var fire Buddhastatuer skyllet op på toppen af en bakke. Det så Yeay Penh som et jærtegn om at, på dette sted ønskede Buddha et nyt hjem. Hvorfor hun for egen regning opførte et tempel på bakketoppen.
Siden er templet blevet restaureret og genopført flere gange, men eksisterer endnu. Det bærer navnet Wat Phnom og ligger på toppen af områdets eneste bakke. Omkring templet er byen Phnom Penh opstået, og Yeay Penh opfattes både som dens grundlægger og skytsånd. Selvom der for foden af bakken er en statue af grundlæggeren, holdt Davin på, at Yeay Penhs sande hjem fandtes sammen med hendes alter på bakketoppen.
Skytsånder bør enhver have respekt for, fortsatte Davin. Derfor burde jeg straks tage turen til Wat Phnom og bede om Yeay Penhs tilladelse til at slå mig ned i Phnom Penh. Ellers risikerede jeg at påkalde mig den gamle dames vrede.
For mig lød beretningen naturligvis som en værre gang vås, men det nænnede jeg ikke at nævne noget om. Desuden syntes jeg, det var en sød historie. Derfor svarede jeg i stedet, at jeg intet vidste om, hvordan man talte med skytsånder. Det var imidlertid intet problem, straks tilbød Davin at tage med og hjælpe mig med gennemførelsen af ritualet.
Om normale omstændigheder ville jeg have takket nej til et sådant tilbud, men salgstalen havde gjort mig en anelse nysgerrig, og så syntes jeg om kvinden, der havde fremført den. Derfor endte det alligevel med, at jeg indvilligede.
Kort tid senere havde vi drukket ud. Derefter hyrede vi en tuk-tuk, som i Cambodja benyttes til taxikørsel og er en lille overdækket vogn med to dobbeltsæder, der er spændt efter en lille motorcykel eller knallert.
Ved Wat Phnom blev vi sat af foran hovedindgangen. Vi gik op ad en rød stentrappe. Gelænderet på begge sider af den var formet som en syvhovedet slange. Siden har jeg fundet ud af, at en sådan skabning kaldes for en naga og opfattes som en trofast og værdsat beskytter af Buddha, buddhismen og templerne.
Da vi nåede op for enden af trappen, befandt vi os foran helligdommens centrale bygning, men der gik vi ikke ind. I stedet førte Davin mig til venstre og hen ad en stenbelagt gangsti langs bygningen. Til syne foran os kom et alter med en buste af en kvinde med kort, sort hår. Adskillige gaver omkring og på alteret røbede, der var tale om en værdsat sjæl.
Som ventet slap jeg ikke for at give gaver til Yeay Penh. Davin fik mig til at købe blomster og røgelsespinde, som henholdsvis endte i et en stor krukke og i et røgelseskar med sandbund. Derpå fik hun mig til at tage sandalerne af og sætte mig på et tæppe foran alteret, imens jeg holdt hænderne sammenlagt op foran ansigtet.
Jeg ved ikke hvorfor, men bagefter følte jeg mig veltilpas. Ikke fordi jeg tror på ånder, for det gør jeg ikke. Det var nok mere fordi, det kan være gavnligt for sjælen af og til at gøre noget irrationelt. Og måske først og fremmest fordi jeg nød Davins selskab. For hende var ritualet nemlig ikke spor meningsløst, men det ramme alvor.
Wat Phnom alteret blev ikke det eneste, Davin viste mig. Bagefter hyrede jeg hende til at vise mig Phnom Penhs seværdigheder. I løbet af de efterfølgende dage besøgte vi blandt andet det royale palads, Killing Fields og Tuol Sleng, foruden vi var ude og sejle på floderne. Desuden tog hun mig med til flere destinationer, der ikke står noget om i de gængse turistguides.
Det var en dejlig tid, det kan ikke benægtes, men intet varer evigt, og det blev hverdag igen. Jeg blev indhentet af mit sande jeg. Sådan går det jo – altid.
I begyndelsen vidste jeg ikke, Davin arbejdede i bar, det var først noget, jeg fandt ud af senere. Ikke fordi det for alvor generede mig. Og skal jeg være ærlig, så følte jeg det ikke som nogen overraskelse, da det kom til mit kendskab. Kvinder som hun skal trods alt leve af et eller andet. Og mit kendskab til Sydøstasien var stort nok til, at jeg vidste, for en kvinde som hende var der ikke mange muligheder for at oparbejde en bare nogenlunde anstændig indtægt på andre måder.
Det var noget helt andet, der med tiden begyndte at irritere mig ved Davin. Noget der har rødder i mig selv, den person jeg dybest set er.
Davin lagde alt for meget i, at jeg holdt af hende og syntes om hendes selskab – indimellem. Hun begyndte at opfatte det, som havde vi et forhold. Hvilket jeg slet ikke var indforstået med. Allerede i mine yngre dage fandt jeg ud af, at det ikke var noget for mig. I knap et år boede jeg sammen med en – skal vi kalde det veninde – og selvom hun var vidunderlig, følte jeg det meste af tiden, at jeg havde så mange begrænsninger, at jeg nærmest var iført en spændetrøje.
Den eneste måde, forholdet ville have kunnet fungere på, var, hvis jeg havde givet afkald på at være mig selv. Og det var jeg ikke villig til. Jeg havde sandsynligvis heller ikke været i stand til det.
Aldrig igen, konstaterede jeg derfor, efter forholdet definitivt var til ende. For mig havde kæresteforholdet været lidt det samme som at sidde i fængsel. Hvilket jeg sidenhen også kom til at prøve. Det bryder jeg mig heller ikke om.
Så selvom jeg værdsætter og holder af Davin, skal det aldrig udvikle sig til mere end venskab. Ikke noget med forpligtigelser: Kærester er og bliver vi aldrig. Det er jeg nødt til at få hende til at forstå.
Best Damn Bar
Efterhånden er det flere timere siden, mørket faldt på, i Sydøstasien sker det hver dag hele året rundt mellem klokken atten og nitten. For at mande mig op til mødet med Davin har jeg i løbet af aftenen drukket et par øl eller fire i en af de barer, hvor sådanne kan erhverves til ganske billige penge. En fordel ved Cambodja er, at ølpriserne mange steder er ganske beskedne.
Jeg vandrer langs Street 13 og kommer forbi Phnom Penh Night Market. Området udviser fortsat en smule aktivitet, men det er vist mest, fordi de sidste boder er ved at blive lukket ned.
Et øjeblik senere når jeg frem til Street 104, en lille gade med talrige barer. Foran beværtningerne lyser lamper i alle regnbuens neonfarver – især rød. Under neonbelysningen ses adskillige letpåklædte damer, som smiler indbydende til enhver mandsperson, der kommer indenfor synsvidde.
Det er imidlertid ikke en af de mange hostess-barer, jeg har tænkt mig at besøge. I stedet sætter jeg kursen mod første bygning på venstre side. På en rød mur findes en lysende udsmykning forestillende en letpåklædt kvinde, siddende på hug og holdende en elektrisk guitar i den ene hånd. Ved siden af står der med hvide bogstaver: Stairway To Hell. Og under ordene ses en hvid pil.
Jeg følger pilen og bevæger mig ind ad en døråbning. Indenfor er en trappegangen – og også lyden af musik. Målbevidst går jeg op ad trappen, hvilket gør, musikken tiltager i styrke. Da jeg når enden af trappen, er jeg i et halvstort lokale. Til højre er et poolbord, det ignorerer jeg, billardkuglerne har det med altid at opføre sig anderledes, end jeg ønsker det.
I stedet drejer jeg til venstre i retning af lyden. På en mindre scene står en lille flok musikere bestående af både vesterlændinge og cambodjanere. De spiller: ”Born to be wild”. En gammel rockklassiker der har så mange år på bagen, at den er fra før, Pol Pots Røde Khmer gjorde Cambodja til helvede på Jorden.
På væggen bag det optrædende band står der med store lysende bogstaver: Oscar. Navnet på baren – og navnet på ejeren. En tidligere tuk-tuk-chauffør som elsker rockmusik af den ældre slags, hvilket kommer til udtryk i musikken, der spilles her. Mange af denne slags barer findes der ikke i Phnom Penh måske årsagen til statementet under barnavnet: Best Damn Bar.
Foran scenen er et lille dansegulv. Rundt om det står høje, runde borde med barstole omkring. Jeg finder et tomt bord og sætter mig. Et øjeblik senere står et glas fadøl foran mig – noget af det lokale sprøjt – af mærket Angkor.
Rent tilfældigt stiller en ung dame sig ved siden af mig. Ganske køn. Ikke specielt høj. Langt sort hår der går helt ned til taljen. Slank, men med de rigtige former både bagtil og fortil – især det sidste. Kavalergangen fremtræder tydeligt. Det eneste, der kan trække ned på hendes udseende, er et markant ar i tindingen, men som det ofte er ved sådan en som hende, fremhæver skavanken blot hendes øvrige skønhed.
Den unge dame må være ny her, jeg har i al fald aldrig tidligere set hende, men ny i branchen er hun helt sikkert ikke, det viser hendes attituder med al utvetydighed. Hun sender mig et smil. Et af den slags smil der kan få de fleste mænd til at smelte indvendigt. Alligevel bemærker jeg, der hviler en skygge af vemod over hendes fortryllende ansigt. Det er der ikke noget overraskende eller usædvanligt i. Der hviler en skygge af vemod over de fleste barpigers ansigt. Hvad enten de smiler eller ej. Noget ikke alle mænd er i stand til at observere.
”Hej,” siger barpigen og nikker.
”Hej,” svarer jeg filosofisk og nikker tilbage. ”Du er meget smuk.” Som altid når jeg taler med folk her i Cambodja, foregår konversationen på engelsk.
”Tak.”
”Men jeg vil være ærlig og på forhånd sige, det er ikke dig, jeg er på udkig efter.”
”Hvad er der galt med mig?” Tolker jeg det rigtigt, bliver spørgsmålet stillet med et glimt i øjet. Kvinder i hendes branche er vant til at blive afvist mange gange hver aften.
”Intet! Ud fra det jeg kan se, er du perfekt, men der er en anden, jeg er nødt til at få snakket med.”
Den unge dames ansigt antager et påtaget skuffet udtryk.
Jeg bruger et øjeblik på at kigge rundt i lokalet, inden jeg fortsætter: ”Men jeg ser hende ikke nogen steder i øjeblikket. Måske hun er nedenunder eller udenfor? Så jeg giver en drink.”
Det skuffede ansigtsudtryk forvandles til et smil. ”Tak.”
Kvinder som hende her tjener de fleste af deres penge ved at forlade barerne i selskab med kunder, men da deres drikkevarer koster ekstra, får de procenter derfra. Modtager de mange drinks i løbet af en aften, kan de alene på den måde oparbejde en ganske god indtægt. Faktisk findes der adskillige barpiger i Phnom Penhs natteliv, som alene tjener penge på denne måde.
”Hvad er dit navn?” spørger den unge dame efter at have fået serveret sin drink.
”De fleste kalder mig for Mort.”
I virkeligheden hedder jeg Morten Frederiksen, men det kalder jeg mig ikke, lokalbefolkningen har lettere ved at sige Mort. Desuden er jeg ikke meget for at røbe mit rigtige navn for nogen. Siden jeg for et par år siden optrådte en del i de hjemlige medier, er de fleste danskere nemlig begyndt at associerer navnet Morten Frederiksen med prædikatet fupmager.
”Mort, et navn jeg kan lide. Det er fyldt med – power.”
”Ha ha, det skal du ikke lade dig snyde af. For det er jeg ikke altid, men hvad med dig, hvad hedder du?”
”Sonita.”
”Også et smukt navn. Det passer godt til dig. Noget helt andet er, at jeg har besøgt denne bar mange gange, og jeg har aldrig set dig før, men jeg er sikker på, du ikke er ny i denne branche.”
Samme vidunderlige smil som tidligere. Jeg er vild med den slags smil, en af grundene til at jeg elsker Sydøstasien. I både Thailand og Cambodja ses de ofte.
”Nej, jeg er ikke ny i faget, og jeg har arbejdet her tidligere, men det er næsten et år siden sidst. Det må være derfor, du ikke har set mig før, jeg kom tilbage for fem dage siden.”
”Hvad har du fortaget dig i den mellemliggende periode?”
”Jeg har været hjemme i Banlung, langt herfra, ude på landet. Har to børn: En dreng og en pige, som jeg skal forsørge, men i Banlung er det umuligt af få et job, der giver en ordentlig løn. Og det arbejdet, der er til at få, er hårdt: tolv timer hver dag i rismarken. Derfor er jeg vendt tilbage hertil.”
”Hvor er dine børn så nu?”
”I Banlung hos min mor. Savner dem allerede. I det mindste er det lettere at finde morskab i Phnom Penh end i Banlung. Derhjemme er der ikke mange muligheder for sjov.”
Historier som denne har jeg hørt adskillige gange i forskellige varianter. Alligevel er der et eller andet ved Sonita, der skiller hende ud fra mange af Phnom Penhs øvrige barpiger. Ikke kun hendes tiltrækkende udseende, men også hendes udstråling. Hun har et eller andet over sig, jeg ikke kan lade være med at synes om. Derfor har jeg lyst til at spørge lidt mere ind til hendes liv og de ting, der betyder noget for hende.
Men det bliver ikke i denne omgang. For på netop dette tidspunkt sker katastrofen. Den uundgåelige katastrofe, jeg hele tiden har vidst, ville ramle ned over mig på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen.
”Der er du!” bliver der nærmest skreget ind i ansigtet på mig med en volumen der er lige ved at få mig til at miste hørelsen. ”Hvor har du været? Og hvorfor besvarer du aldrig opkaldene, når jeg ringer? Jeg er også mange gange kommet til dit hotel, hver gang har de i receptionen sagt, du ikke var på værelset. Selvom jeg vidste, det var løgn. Forsøger du at undgå mig? Hvorfor? Hvorfor?”
På forhånd vidste jeg, dette ville komme før eller siden, alligevel er jeg et øjeblik nærmest paralyseret. Kvinden, der med kraftig intensitet sender ordene i hovedet på mig, er Davin – min såkaldte ekskæreste. Hvis man ellers mener, man kan kalde en kvinde, der arbejder et sted som her for en kæreste. Det gør hun. Til gengæld bliver det nok mere besværligt at overbevise hende om, at eks skal placeres foran ordet.
”Og så står du her med en ny dame,” fortsætter Davin. ”Er det hende, du har været sammen med? Hvad har hun, som jeg ikke har? Ud over et par store patter.”
”Undskyld,” siger jeg henvendt til Sonita.
Den unge dame aflæser situationen korrekt, smiler og nikker. Hvorefter hun forlader bordet og overlader mig til Davins nåde.